JHOconsult

JHOconsult

Blog af Rikke og Jan Have Odgaard om:

Handicap er, når man ikke selv forstår, når omverden ikke forstår, og når ingen forklarer. Hvis vi vil ligestilling, ligeværd, og ligebehandling så skal vi forstå, forstås, og have lov at give og modtage forklaring. Her skrives nærmere om: ADHD, autisme, angst, PTSD, om behandling, terapi, konsulentarbejde, støtte og hjælp.
Du må gerne gengive, videresende, uddele materiale og viden fra bloggen - blot du husker at angive kilde.



Boganmeldelse: Look me in the Eye af John Elder Robison

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 21 Aug, 2013 20:23

Lad det straks være sagt: En boganmeldelse er en subjektiv vurdering af en anden persons værk. Ved anvendelsen af alle mulige, eller mere umulige redskaber, bliver det alligevel ikke til andet, end den subjektive vurdering, af det en anden person har skabt.

Nu er I altså advarede om, hvor utrolig subjektivt, selektivt, og snævert et perspektiv jeg ikke kan undgå at have, når jeg lige om en linje mere påbegynder anmeldelsen af selvbiografien "Look me in the eye" af forfatteren, autisten, ingeniøren, mekanikeren, faderen, opfinderen, og ballademageren John Elder Robison.

Desværre findes den (efter 6 år) stadig kun på engelsk, og det er derfor umuligt for mig at henvise til en dansk udgave af bogen, og kan du ikke læse engelsk, så send anmeldelsen videre og ryk forlagene for at tage denne bog til sig og få den oversat og udgivet på dansk. I USA blev biografien omgående en NY Times bestseller, i Australien lå den 6 uger i træk nummer 1 på Random Houses bestseller liste. Når en bog bliver en bestseller har jeg ofte oplevet at den skældes huden fuld af anmeldere. Der er naturligvis også noget sandt I at man ikke behøver æde lor... fordi 1 mio. fluer gør det, ikke desto mindre bliver en bestseller oftest en bestseller, fordi den er en bog som gør et stort indtryk på rigtig mange mennesker, og som rigtig mange mennesker køber og anbefaler, til andre der igen anbefaler den. En sådan bog er Look me in the eye!

John Elder Robison er sent diagnosticeret med Aspergers Syndrom, hvilket betyder at han har levet hele sit liv, uden den selvforståelse og den forståelse fra omverdenen, som en diagnosticering ville have kunnet berede. Han har været det han selv beskriver som et "misfit" - en person der ikke rigtigt passer ind i noget, eller med nogen. Sådan har han oplevet sig selv, og sådan har andre oplevet ham. Han beskriver sit liv og sine oplevelser knivskarpt og uden sentimentalitet, hvilket giver læseren lov til selv at tage stilling til biografiens oplevelser og erfaringer. Naturligvis har biografien dog også en løbende kommentar, og vi får del i forfatterens vurderinger og efterrationaliseringer, omend John Elder Robison formår at sikre, at dette aldrig bryder forstyrrende ind i den gode historie.

Biografien balancerer elegant flere sideløbende elementer: Beskrivelsen af et liv uden meningsgivende selvforståelse, fortællinger om sjove, sære, personlige, og forunderlige oplevelser og udfordringer, såvel som forfatterens nuværende overvejelser og forståelsesramme i forholdet til inklusion af mennesker med autisme. John Elder Robison er en fremragende fortæller, der kan fortælle en historie med alle de rigtige virkemidler: sans for at formidle det rigtige billede til læseren, præcision i de væsentlige detaljer og dybde i historien, en fantastisk timing, og ikke mindst væsentligt for biografien, så er den uimodståeligt morsom!

På indholdssiden så mangler heller intet: Forfatteren har aldrig taget en formel uddannelse, passede som han selv beskrev det, ikke ind nogen steder, og han oplevede heller ikke, at andre ønskede at han blev hængende. Der er dog ingen tvivl om hans evne til fordybelse, og om hans evne til at udvikle, opfinde, skabe og udvinde, og der er mange spændende beretninger i hans biografi. Af de mere usædvanlige kan nævnes at han i flere år var arkitekten bag musikgruppen Kiss's spektakulere guitarer, med indbygget lys, røgbomber, ild osv. alt vældigt foran sin tid, med den daværende teknologi.

John Elder Robisons biografi er spændende, berigende, kærlig og morsom læsning. Ikke mindst er han også en god rollemodel for os med autisme. Ikke fordi han har haft det let, har udnyttet alle sine evner, og nået alle sine mål, men fordi han nu forstår sig selv, og fordi dette har givet ham plads til sorg over de steder hvor han gerne ville have nået noget andet, på en anden måde. Det har også givet ham fred med de mange omgivelser, han ikke følte han passede ind i. Han har også fået en helt ny forståelse for de konflikter der har været i hans liv, for hans rolle som far, og for hans rolle som ægtemand, og han bruger denne forståelse til kontinuerligt at nærme sig et mere harmonisk liv, i overensstemmelse med egne, såvel som med omgivelsernes behov. Endvidere arbejder han i USA ihærdigt for at fortælle om livet med Aspergers Syndrom, for at udvikle nye og bedre forhold for mennesker med autisme, og heldigvis skriver han også fortsat bøger. En anden og anbefalelsesværdig bog af John Elder Robison er "Raising Cubby", der handler om relationen til sønnen, og om hvordan det at heller ikke hans autisme blev erkendt og udredt, førte til at han endte i en føderal retssag, anklaget for mange forhold, der relaterede til mistanker om terrorisme. Er det nødvendigt at fortælle at han søn også er en meget typisk dreng med Aspergers, med en særlig forkærlighed for kemi og kemiske forbindelser, og i en periode også for de eksplosioner der kunne skabes.

Look me in the eye, er en af den slags bøger man ikke kan slippe, men når man så opdager at man er ved at nærme sig enden, så forsøger man at trække det ud, for her er en af den slags bøger man savner og glæder sig til at læse igen, gerne fortæller om, og gerne giver i gave til andre.

Læs mere om John Elder Robison her: http://www.johnrobison.com/

Og glem ikke at følge os her: https://www.facebook.com/JHOconsult

  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post8

Søvnløs

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 21 Aug, 2013 14:58

Skrevet i nattens mulm og mørke:

Jeg kan ikke sove, kan du?

Det virker passende at dette indlæg skrives kl. halv to om natten, efter et par timers forgæves forsøg på at falde i søvn.

Det er evident at en af følgetilstandene ved autisme og ADHD er søvnforstyrrelse. Det menes at 70 % med ADHD har en konstaterbar søvnforstyrrelse, og 75 % med autisme har en konstaterbar søvnforstyrrelse. Det er tal der er til at tage og føle på! Det er mange mennesker, med en nedsat søvnkvalitet.

Viden om vigtigheden af en god nattesøvn er tilbundsgående: manglende søvn medfører bl.a. forhøjet blodtryk, hjertesygdomme, forøget risiko for diabetes, nedsat evne til koncentration - blot et par eksempler.

Har du også en søvnforstyrrelse? Eller tænker du nu: "for pokker, hvad tales der om? Mig jeg sover og sover og sover, og kan slet ikke vågne igen", så læs videre, for det er OGSÅ en søvnforstyrrelse. En søvnforstyrrelse, der kraftigt nedsætter din livskvalitet, som hindrer dig i at nå de mål du ønsker dig, eller som gør det vanskeligt for dig at nå dine mål, bør håndteres og for meget søvn er faktisk lige så skidt som for lidt søvn. Når en tendens til for meget søvn følges med en af de neurologiske handicaps, så bør man undersøge og skelne mellem to ting: skyldes det i realiteten enten 1: at du har meget vanskeligt ved at komme ned i den drømmeløse søvnfase, og derfor udmattes af nætter, hvor du ikke får en optimal søvn, og dermed ikke kan formå at skabe et optimalt søvnmønster, eller 2: at du muligvis skal undersøge om du evt. er på kanten af eller midt i, en depression - føler du dig fanget i omstændigheder du ikke kan magte, og er din søvn en form for undgåelse.

De færreste med ADHD og autisme tænker selv, at de har en søvnforstyrrelse. Forældrene HAR opdaget det, for de har selv udviklet et forstyrret søvnmønster, efter deres barn/børn begyndte at forstyrre deres søvn. Konen/Manden/Kæresten har også opdaget det, for de forstyrres også når vi ikke sover, men enten lever hele og spændende liv i resten af huset mens de sover, eller vi ligger og vender og drejer os, og tænder lys og andet gennem hele natten. Hvorfor har vi så ikke selv opdaget det?

Vi har ikke selv opdaget at vores søvn er unormal, fordi det er den jo ikke for os. Vi har sandsynligvis sovet sådan (dårligt) hele vores liv.

Hold fast her kommer en lavpraktisk forklaring af den naturlige baggrund for vores søvnforstyrrelse: Såvel autisme, som ADHD er relateret til Thalamus, et lille center i hjernen, der blandt andet regulerer hjernens vågenhedstilstand. Thalamus er del af den gamle hjerne, og er ikke styret af, eller direkte koblet til fornuften. Den styrer autonomt og mekanisk. Når den ved ADHD opdager manglende vågenhedstilstand i hjernen (vågenhedstilstand=arousal), så sender den alarm rundt til sine andre samarbejdspartnere og hyperaktiviteter startes op. Det er klart, at Thalamus ikke kan skelne mellem om lav arousal i hjernen skyldes kroppens almene behov for hvile, eller om det skyldes ADHD-hjernens generelle dopaminmangel. Omend man ikke italesætter sanseoplevelser på den vis hos autisten, så svarer de voldsomme vanskeligheder med integrationen af sanserne fra samme center - Thalamus er center for fordeling af primære sanseindtryk ud til sansebehandlings- og forståelsescentrene. En PC-analogi er CPU'en: Thalamus er fordelingscentral for de forskellige processer, og kan dermed også blive flaskehals for dette. Reaktionen fra Thalamus er den samme: den pumper signal om manglende dopamin ud i hjernen og resultatet bliver: søvnforstyrrelse. Den nye genetiske forskning har vist os at det er evident at der er så stort sammenfald mellem genetiske variationer ved ADHD og autisme, at man nu på forskningsbasis arbejder med det som samme tilstand, blot på et spektrum (der vil komme mere om dette her på bloggen, så følg med, så kommer vi også til det emne). Det er klart at denne nye forskning giver os vigtig viden, særligt når vi skal afhjælpe søvnforstyrrelser også hos autisten, idet erkendelsen om at der foregår usynlig hyperaktivitet (dvs. alene sansebaseret og indadrettet), er en vigtig grundlæggende erkendelse i forholdet til at afhjælpe diverse søvnforstyrrelser ved autisme, der nu kan håndteres grundlæggende på samme vis som ved ADHD.

Og hvad gør man så? Når nu man ikke kan sove. Eller hvis man faktisk KAN falde i søvn, så vågner man løbende, eller sover rastløst og uroligt og drømmefyldt, eller man sover alt for meget, og kan bare ikke få gang i hjernen om morgenen igen...

Der er nogle overordnende råd, mange er generelle og kan læses på diverse sights på nettet, ligesom de faktisk også er del af den information man modtager hos fagprofessionelle: hav en god og fast søvndisciplin, undgå ting der kvikker op umiddelbart før sengetid, sørg for sænket temperatur i soverummet ol.. Alt sammen generelle råd, der desværre også i vid udstrækning er de samme råd, der gives til personer med neurologiske handicaps og forstyrret søvn. Desværre, fordi rådene ofte i bedste fald er virkningsløse, og i værste fald kan være vildledende. Ved såvel autisme som ved ADHD findes jo konstaterbart evidente sanseintegrere dysfunktioner. Det betyder konkret at hjernen ikke altid formår at samle og behandle input fra sanserne, til et output, der svarer til de normaltfungerende omgivelsers. Der kan være tale om kuldskærhed, fordi hjernen ikke formår at regulere den oplevede, eller den indre temperatur. Der kan være tale om ekstrem følsomhed, der betyder at et åbent vindue bevirker en kontinuerlig forstyrrelse på huden forårsaget af luftstrømme i rummet. Der kan være tale om at hørelsen er indstillet på max. volume, og tro mig: en hovedpude kan larme som en hel rockkoncert!

Ændringer i rutiner og rammer for at opnå en god søvn skal såvel rette sig mod de overordnede faktorer der er ved søvnforstyrrelser, særskilt ved neurologiske handicaps, ligesom de skal rette sig mod individuelle behov, der skal undersøges og adresseres for den enkelte. De overordnede faktorer er blandt andet de beskrevne neurologiske forklaringsmodeller, individuelle behov er fx. hjælpen til ro via alt fra lydbog, åbne/lukkede vinduer, fuldstændigt mørke, lidt lys, spille spil på telefonen - find frem til og brug, det der virker for dig selv, eller hjælp dit barn til det samme. Luk ikke af for gode muligheder, bare fordi det fortælles at man vågner ved at spille på sin telefon eller lignende, også her er individuelle forskelle. Før jeg fik den lille håndholdte satan, der kunne lulle mig i søvn med kedelige kabaler og Soduko, der sov jeg slet ikke. Få evt. hjælp til at finde gode strategier for at sikre den sunde søvn, hos jer selv, eller hos jeres børn.

Der er også god kemisk hjælp at hente: Melatonin, dels magistralt fremstillet, eller som depot Circadin, der også indeholder det virksomme stof, Melatonin. Melatonin, er det hormon, der fortæller hjernen at vi er trætte og skal sove. Melatonin hjælper ved primært indsovningsforstyrrelser, og Circadin udløses løbende over natten, og hjælper dermed ved at sikre niveauet af Melatonin, så man ikke har gentagne opvågninger. Melatonin er ikke afhængighedsskabende, og er desuden meget grundigt testet, såvel som "Melatonin", som præparatet Circadin.

Det giver mening at modtage den kemiske hjælp, idet der her er tale om tilskud af et stof som vi ikke selv sundt evner at producere i det omfang vores krop har behov for det. Også her er der påvist klare forskelle på den almene hjerne og på fx. hjerner med ADHD og autisme.

Hvis vi taler om jeres børn, er det jo i realiteten blot at gå i gang med at hjælpe dem med at få en god nats søvn, næsten HVER nat. Hvis du er voksen med ADHD og autisme, så har du måske læst helt her herhen og ved endnu ikke at du har en søvnforstyrrelse. Næh, for hvem af os ved egentlig hvad en normal søvn er? En normal søvn varierer meget lidt for den enkelte, og det betyder fx. at man bør sove lige meget og lige godt hver nat. En uge hvor man sover mindre og mindre hver nat og så får sovet ud i weekenden, er ikke en sund søvn. Den gennemsnitlige søvn en voksen skal have er 7,5 time i døgnet. Dette er den uforstyrrede og rolige søvn, der leder dig gennem alle søvnfaser og afsluttende i den dybeste søvnfase, der kun fremkommer ved uforstyrret og længerevarende søvn. Så måske opdagede du nu, at du hele dit liv har sovet 3 timer hver nat, og at dette faktisk ikke er normen, heller ikke for dig som unik person. Nogle sover lidt mindre - variansen kan være at nogle har behov for måske 5-6 timer, men variansen er ikke at sove gevaldig meget ind i mellem, og meget lidt resten af tiden.

Godnat og sov godt...



Husk også at følge os på: https://www.facebook.com/JHOconsult







  • Comments(2)//bloggen.jhoconsult.dk/#post7

Hvor dum er du?

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 17 Aug, 2013 20:19

"Hvor klog er du?" "Jeg er klog til 120" "Nå, jeg er klog til 89". Hvor klogt er det?

Mellem dig og mig, kan jeg vist godt indrømme at jeg faktisk i indtil flere godkendte, anerkendte, og desværre kontinuerligt anvendte tests, er blevet konstateret intelligent svarende til området for mental retardering. Og i de testsituationer gjorde jeg mig endda umage.

Jeg er heldigvis fra før man lagde særlig meget vægt på intelligenstests, dengang jeg var skolebarn var det nok, at skolelæreren kunne konstatere at mine bogstaver ikke kunne nå linjerne. Det medførte at jeg tilbragte en rum tid bagest i klasselokalet med at tegne "ølkasser" under mine bogstaver. Læreren behøvede ikke teste mig, for at kunne konstatere, at min begavelse var væsentlig under middel, og at jeg ikke burde sidde forrest i klassen, så jeg evt. hindrede andre og bedre begavede elever i at lære.

Intelligens vurderet i WISC, WAIS og fx. RAVENS giver et statisk billede af intelligens, et billede der er voldsomt påvirket af personen der foretager testen, udfordringer hos personen der testes, og endvidere måles der på et meget snævert parameter af kategorier for intelligens. Du kan godt sammenligne det med fotos: er fotografen dygtig? Er du oplagt? Og bestemt ikke mindst betydende for resultatet: er kameraet af gedigen kvalitet?

Vi kender alle de fotos der er taget af vores fulde onkel, på hans gamle Kodak Instamatic med fedtet linse, den aften vi var blevet MEGET trætte i betrækket, efter at have været borddame for en brandert i 3 timer. Ingen betragter den slags fotos som et reelt billede af hvordan man ser ud. Hvorfor ikke? Det er jo et billede, det afspejler virkeligheden. Kan vi bare afskrive virkeligheden som noget vi ikke kan stole på? Vi kender godt grundene: vi ser reelt kun sådan ud, når linsen er fedtet, fotografen ryster kameraet, og vi er voldsomt trætte. Selvfølgelig kan vi afskrive de billeder, som blot øjebliksbilleder af en langt større sammenhæng: vores hele liv.

Intelligens er på samme vis: intelligens er dynamisk og foranderlig. Hele vores liv forandrer vores intelligens sig. Vores evne til at afkode og koble sammenhænge, og vores evne til at skabe egne hybrider af andet, eller nyt af intet, er i gennem hele vores liv under forandring. Nogle gange og i nogle sammenhænge er vi bare smartere, end vi er andre gange. Til nogle ting har vi langt mere tæft, end vi kan have til andre ting. Hvordan kan vi forvente med et øjebliksbillede, der udelukkende ser på et meget snævert perspektiv, at det kan afspejle en hel persons stadie og potentialer?

Intelligensbegrebet, på den vis som den testes via ovennævnte tests, er fuldstændigt absurd. Som et minimum bør intelligens teste langt flere parametre og se på udviklingspotentialer, som et grundlag bør intelligens betragtes som et dynamisk begreb, såvel i nuet, som over tid. Steen Hilling, neuropsykolog, har udviklet PAS, Pædagogisk Analyse System. Grundlaget er en dynamisk opfattelse af intelligensbegreb og dermed et fokus på at forstå personens læringspotentiale, eller rettere: at regne ud, hvordan underviser og student bedst kan samarbejde om hensigtsmæssige og optimale læringsprocesser.

Har du også oplevet at du, eller dit barn er testet, og her har fundet ud af du, eller dit barn var retarderet (som mig)? Med mindre dette fremgår af en grundig testning på niveau med PAS testningen, så lad være at acceptere det, alt for ofte er det nemlig ikke korrekt. Vi har oplevet gentagne gange i vores daglige arbejde, at børn med neurologiske diagnoser ikke formår at vise deres læringspotentiale i de traditionelle tests, og under anvendelsen af traditionelle testmetoder. Dette uagtet at testene anvendes i børnepsykiatrien overalt i landet, og såmænd også internationalt, og dette uagtet at det er evident viden, at intelligens netop er et dynamisk begreb, der derfor ikke kan testes statisk, hvis man vil have et reelt billede.

Læs mere om Steen Hilling og PAS her: http://www.munkholm.cc/

Og følg den mentalt retarderede i følgende indlæg på denne blog, eller se vores nye video her: https://www.facebook.com/JHOconsult





  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post6

Perspektiver på terapi

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 17 Aug, 2013 14:52

Det er værd at vælge sin behandler med omhu: falder du måske for overflade, med henblik på at opnå indsigt?

Det er vigtigt at undersøge om en behandler reelt har indsigt, eller om behandler muligvis bare er i besiddelse af eksamenspapirer. Det er ikke altid konventionelle uddannelser og skoling, der fører til kompetence: tænk på Leonardo Da Vinci, som i sin tid modtog skoling og træning indenfor kunstneriske områder, men hvis bidrag til forståelsen af anatomi, og til arkitektur, vinder anerkendelse den dag i dag. Eller tænk på Sofie Gråbøl, der heller ikke har baggrund i det traditionelle uddannelsessystem, hun blev afvist ved Statens Teaterskole, men hendes arbejde er i dag internationalt anerkendt. Et mere akademisk eksempel, hvis man kan kalde det sådan, når der ikke er tale om en formel uddannelsesbaggrund er nyligt afdøde Steve Jobs, tidligere visionære CEO for Apple Inc.. Steve Jobs havde ingen formel uddannelse ud over hvad der svarer til afsluttet gymnasialt niveau, alt andet var selvlært.

Pointen er, at der er nogle primære egenskaber, en terapeut skal kunne integrere i sit virke: kærlighed, indlevelsesevne, tillid, mod, solidt selvværd, og endeligt fantasi. Disse indgår ikke som pensum i formelle uddannelsesforløb, og dermed er dette grundlag personlige kvaliteter hos din behandler, som du med fordel kan sikre dig, behandleren er i besiddelse af, udover andre og faglige kompetencer, om de være autodidakte, eller formelt tillært.

Der er andre væsentlige og grundlæggende kriterier i et meningsgivende behandlingsforløb, eksempelvis er det naturligvis vigtigt at starte med at sikre et godt grundlag for behandlingsforløbet. Behandler skal først og fremmest skabe et sundt fundament for den ønskede udvikling, fordi kun den udvikling, der hviler på et stabilt fundament, kan udvirke varige positive forandringer.

Med udgangspunkt i et godt fælles grundlag i behandlingsforløbet, skal behandler sikre, at der hele tiden arbejdes med mål for udviklingen, der ligger i naturlig forlængelse af det aktuelle udgangspunkt. På samme vis som beskrevet ovenfor, danner det aktuelle udgangspunkt altid fundament for næste udviklingsområde, dermed sikres såvel stabilitet i fundament, som evne til at arbejde med en udvikling, der ligger i umiddelbar forlængelse af dette fundament: Forestil dig at du skal lære at køre bil. Din kørelærer hopper ud af førersædet i bilen, der er standset for rødt på en 40% stigning i en venstresvingsbane. Her sættes du ved rattet og får at vide, at nu skal du bare køre. Det er klart at har du her ingen kørselserfaring, vil du ikke være i stand til at løse opgaven. Derfor starter de første kørelektioner også i rolige omgivelser, med indføring i bilens grundlæggende funktioner. Kørelæreren starter altså i det grundlæggende, og udvikler derfra hele tiden dine køretekniske egenskaber ved at bygge mere og mere viden og træning ovenpå dette fundament. På lignende vis foregår udviklingen i en terapi: der bygges hele tiden videre ud fra de opnåede erkendelser og erfaringer.

I terapien skal dine handlinger, såvel i form af adfærd, som i form af tænkning begynde at være meningsgivende, for dig, og der i gennem på sigt også for dine omgivelser. Den der selv forstår hvad han gør, og hvorfor han gør det, evner også at belyse dette for sine omgivelser, og derved skabe mening for dem. Din terapeut skal hjælpe dig med at forstå dine handlinger, som fuldstændigt naturlige og logiske, set i forholdet til den kontekst dine handlinger er udviklede i. Ved at opnå erkendelser omkring egne handlinger, og omkring hvad der er af udløsende og genudløsende faktorer i dit liv, vil du også blive i stand til at vurdere dine handlinger fra nye perspektiver. Med andre ord vil du blive i stand til at erkende områder af dit selv, du ikke tidligere har haft fri adgang til, fordi du manglede spejling af disse områder. Handlinger, hvis sande motiv ikke er blevet afspejlet i omgivelserne, vil aldrig rigtigt blive forstået, og skaber manglende overensstemmelse mellem den indre og den ydre oplevelse. Terapi skal sigte mod at skabe en kontinuerligt stigende grad af sammenhæng mellem indre og ydre forståelse.

Når denne indsigt og forståelse fører til ændringer i adfærdsmønstre, skal der dannes nye erfaringer, og nye handlestrategier, og disse skal naturligvis afprøves og trænes i hverdagslivet udenfor terapien. Denne udvikling og træning skal støttes og superviseres, i de terapeutiske samtaler mellem behandler og klient, og skal tage sigte mod at forankre de ny sande handlemåder og handlestrategier.

Behandler skal kunne anvende en bred palet af metoder, således klientens behov er bestemmende for hvordan klienten kan opnå de ønskede udviklingsmål. Doktriner for behandling, fastlagte rutiner og fremgangsmåder, snævert metodisk fokus er alle hindringer mellem udgangspunktet og den vellykkede behandling. Den gode behandling bør kunne tage udgangspunkt i klientens behov, og ikke i et stringent metodevalg hos behandler.

Det er klart at indlevelsesevne ofte tager sit udgangspunkt i evnen til at kunne genkende en følelse, en tanke, eller et handlemønster indefra behandler selv. Det er vigtigt at behandler kan sortere egne oplevelser og erfaringer fra, når der lyttes i behandlingen. I behandlingen skal lyttes med fokus på klienten. I personlige samtaler kan vi tale om vore egne erfaringer og give råd ud fra dem, i behandlingssamtaler er rådgivning ud fra personlige erfaringer sjældent befordrende for en sund selvstændig udvikling hos klienten. I behandling skal terapeuten i stedet guide klientens egen vej, hvilket kun lader sig gøre ved indlevende og undersøgende lytning, dvs. ved at behandler stiller relevante spørgsmål og lytter til de svar der gives, og anvender klientens egne tanker udviklende i behandlingsforløbet.

Hos JHO Consult forsøger vi at arbejde vedvarende ud fra den ovenfor beskrevne tænkning i vores terapi. Endvidere er det også en metodisk tilgang til behandling, som vi videregiver på vore kurser for såvel berørte og pårørende, som for fagprofessionelle.

Vil du vide mere om vores arbejde og vores metoder, så se mere på www.jhoconsult.dk.

og husk at følge os på Facebook






  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post5

At elske "nej" og "ja" lige meget

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 15 Aug, 2013 10:11


Jeg elsker når jeg får et "nej". Et "nej" er jo en enorm frihed til at gøre alt det andet, der findes af muligheder, ud over den ene jeg lige undersøgte nu. Et "nej" betyder klarhed og giver en tydelig og dejlig ramme for, hvad jeg skal undgå, og giver dermed og mere væsentligt en tydelig og klar ramme for hvad jeg GODT og GERNE kan gøre.

På vores forældrekurser spørger vi ofte om ikke forældre selv også synes det er dejligt at få et nej. Vi har lært at her er det oftest sådan, at kun et lille mindretal synes det er dejligt at få et nej, og dermed er de også fuldt ud i stand til at give et nej til deres børn, og det har været let for dem, at opnå den samme accept som de selv har af begrebet, fra deres børn. Det er naturligt at det store flertal af forældre, der synes et nej er ubehageligt, også har vanskeligt ved dels at give et nej til deres børn, og særskilt vanskeligt ved at lære deres børn at acceptere et nej. Når man selv tænker at det er synd for en når nogen siger nej, og når man selv forbinder et nej, med noget negativt og uønsket, så er det jo logisk at det er umuligt at vise og lære sine børn, at det er noget der skal accepteres og elskes, på præcist samme vis, som når man får et "ja".

Vi hjælper forældre med at elske et nej, og vi hjælper dem også dermed til at kunne lære deres børn det samme: at et nej, blot er udelukkelsen af en enkelt række af muligheder, og dermed åbningen af et væld af andre muligheder.

Men hvad så med "måske"?

"Hvis et nej er lige så rart som et ja", sagde en far, "så er det jo et helvede at få et måske, for så ved man jo ikke hvad man får, og hvor længe man så skal gå og vente på om det er det ene eller det andet...".

Men hvad er et måske egentlig? Et måske er jo i realiteten et nej lige nu, der kan blive til et ja senere. Så håndterer man det ved at acceptere at der er et nej lige nu, og håndterer det dermed med den samme glæde og afklaring, som beskrevet ovenfor.

En anden forældre indvendte: "men hvis nu man får at vide at nej, du overlever ikke. Det er da ikke rart at vide".

Også her er det jo et perspektiv: hvis døden er et sikkert resultat, er det så ikke et reelt valg at enten anerkende dette og elske det, således man opnå en rolig og kærlig accept af en virkelighed, der reelt eksisterer, frem for at bibeholde en indre kamp og manglende accept, og dermed ingen afklaring, og ingen orientering mod hvordan man nu kan leve sit gode liv, med viden om denne uundgåelige realitet.

"Men,..." sagde en mor grinende, "nu kan jeg slet ikke se, hvad det gode er ved at få et ja..."






  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post4

At have eller ikke have - ADHD

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 14 Aug, 2013 19:12

ADHD er en af de mest omdebatterede psykiatriske diagnoser vi har. Endog fagfolk på det sundhedsfaglige område har flere gange i de verserende debatter problematiseret ikke bare selve diagnosens kriterier, og udredningsmetoder, men sågar selveste diagnosen. Kan det være rigtigt at ADHD slet ikke findes? Lad os undersøge dette nærmere: Hvis ADHD ikke findes, så må det være let at undersøge og forkaste den forskning der er på området, idet den jo i givet fald vil være behæftet med fejl og ubegrundede antagelser.

En simpel søgning på Google, på ”evidence of ADHD” returnerer en overvældende mængde af resultater. Det var dog meget hurtigt meget klart, at der ikke var nogen grund til at søge særlig meget længere, eller læse mange flere og tunge bøger på emnet, eller for den sags skyld at læse hvad den ene eller den anden sundhedsfaglige professionelle synes om dette: Forskning har fundet frem til, at ADHD kan påvises genetisk. Ikke nok med dette, men ADHD er også relateret til skizofreni og autisme, idet der er stort overlap mellem de genetiske varianter ved alle tre tilstande. Man mener dermed at det er indiskutabelt, at der her er tale om ikke blot en psykiatrisk tilstand, men om en neurologisk udviklingsforstyrrelse. Der ligger let tilgængeligt til køb og download på nettet adskillige videnskabelige artikler om denne forskning. Det er altså ikke nødvendigt også at erhverve sig den forskning, der har taget udgangspunkt i via scanning at definere forskelle på hjernen med og uden ADHD.

Men som det jo er med al videnskab, det er påvist, det er ikke bevist. Kun væk fra den virkelige verden kan man opstille kunstige forhold, og nå frem til endegyldige beviser, f.eks. i matematikkens verden. Men det er påvist at ADHD eksisterer som en neurologisk udviklingsforstyrrelse, oven i købet også at den er arvelig. Dette er påvist med al den systematiske grundighed i forskning, og med overholdelsen af alle de regler for evidens, som vi normalt respekterer og accepterer. Hver gang vi antager at en simpel penicillinbehandling, vil hjælpe os, eller hver gang vi tror/ved vi har hovedpine, og de der hovedpinepiller faktisk hjælper/vi antager at de hjælper, så er det vi i praksis benytter os af, at tro på den påviste årsag, der fører til den påviste effekt. Kan vi så tillade os, at mene at kun hvor det hjælper os med vores egne sygdomme, eller med vores egne smerter, der gider vi vælge at tro på forskning, men der hvor den når frem til resultater vi ikke bryder os om, der vælger vi at tro på os selv? Kan vi tillade os det?

I Danmark er der sundhedsprofessionelle, der ikke anerkender denne påviste neurologiske udviklingsforstyrrelse, selvom den har gennemgribende betydning for de mennesker der fødes med den, såvel som for de mennesker, der berøres af den. Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark har i 2008 udgivet ”referenceprogrammet for udredning og behandling af børn og unge med ADHD”, af dette fremgår at man antager en forekomst på 3-5 % (alternativt 4-7 %) med ADHD. Hvis vi tror på den ovenfor beskrevne forskning, så må vi også tage konsekvensen heraf og fuldstændigt forlade den tænkning at ADHD er en tilstand man vokser fra. Det er sandsynligvis en tilstand der med erkendelse og modenhed bliver lettere at håndtere, men at vokse fra den ligger ikke naturligt i forlængelse af det vi nu ved om ADHD. Med en befolkning i DK på ca. 5,5 mio., har en befolkningsandel på ca. 220.000 personer ADHD (ved 4 % med ADHD).

Vi deltog for ikke længe siden ved et arrangement, hvor en oplægsholder var meget bekymret over den stærkt eskalerende diagnosticering, der finder sted i Danmark, hvor vi nu, ifølge denne oplægsholder, har udredt 65.000 mennesker med ADHD. Han var en branddygtig taler. Man burde ringe til ham nu, så han straks kunne begynde at tale for, at vi faktisk mangler at finde langt de fleste af de personer i Danmark, der går rundt og ikke forstår om sig selv, at de er født med en neurologisk udviklingsforstyrrelse. En udviklingsforstyrrelse, der sandsynligvis har ført til at de på mange måder har, og har haft udfordringer ingen i den almene befolkningsgruppe kan gøre sig begreb om.

Forestil dig at du er født blind. Du ved ikke at det er en særlig tilstand du har. For dig er det naturligt, du har jo altid haft det sådan. Forestil dig nu, at dine omgivelser heller ikke forstår dette om dig, de synes bare du ligner dem, og antager at du derfor er fuldstændigt ligesom de er. Forestil dig så at skulle fungere med dette usynlige og ukendte handicap, på lige fod med alle andre. Forestil dig deres reaktion, når du igen falder over hunden der ligger på gulvet, og du derved igen taber bakken du har i hænderne. Forestil dig din egen frustration, når du igen og igen forsøger at gøre det de beder dig om, og ikke lykkedes, og på ingen måder forstår hvorfor det dog hele tiden lykkedes for de andre, og aldrig for dig selv.

Sådan må de være for de ca. 155.000 personer vi mangler at diagnosticere i Danmark, således vi og de selv, kan begynde at anerkende, hvad det er for udfordringer og behov de har.











  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post2

Gud bevare Danmark: på piller

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 14 Aug, 2013 19:07

Piller vi ved personligheden, i et Danmark på piller? Og bør dette måske nærmere glæde os, end at bekymre os?

Ikke bare tv programmer, men også medier og middagsselskaber, har på det seneste været fyldt med diskussioner om medicinering, overmedicinering, og misbrug. Med god grund. Tilsyneladende har vi i Danmark, og i det hele taget i den vestlige verden et stort forbrug af medicin, der på alle mulige forskellige måder påvirker den, der tager medicinen. Nogle former for medicin har til hensigt, at påvirke udgangspunktet for tænkning hos den, der tager medicinen, og det er denne medicin, der i særligt høj grad har denne blogs bevågenhed. Her tænkes specifikt på antipsykotiske præparater, på serotonin præparater, og på dopaminvirkende præparater. Her altså et fokus på psykoser og angst, på depressioner og angst, samt på ADHD, og ADD.

Medicinering indenfor denne ramme har til hensigt, at sikre en tilstand for den medicinerede, hvori der er fri adgang til den fornuft og analyse, der sikrer evnen til at fungere optimalt i livet. Dette såvel i forholdet til selvet, som i forholdet til evnen til at indgå hensigtsmæssigt i omgivelserne. Det man i lægmands termer ønsker at opnå med medicinen er at dæmpe de stresorer, der påvirker hjernens evne til fornuftig tænkning, og dermed at skabe stabilitet i sindet, således handlinger i form af adfærd og tænkning, udføres i ro og tryghed. Hvor dette ikke medicinsk sikres, er personer med psykoser, angst, depression, ADHD, og ADD, ofte i en vedvarende tilstand af stress.

Hvad er stress egentlig? Dette simple ord, der så ofte i dag betegner alt fra svær sygdom og pension, som en tilstand der opnås lørdag formiddag i supermarkedet. I det sunde menneske opleves stress momentant, og vil oftest være af relativt kort varighed. Opleves det oftere, og har længere varighed, kan det medføre kronisk invaliderende sygdom. Stress er en tilstand der skal skærpe vores sansning på nogle områder, og nedsætte den på andre områder, med den hensigt at gøre os mere overlevelsesdygtige. I hine forgangne stenaldertider, hvor vi mennesker lige så ofte var jagtet, som jæger, havde stressen til hensigt at sætte os i stand til få morgenmad, frem for at blive til morgenmad. Derfor medfører stress at vi fokuserer mere snævert, og udelukkende på det væsentlige for opgaven, dermed at nogle sanser skærpes og andre neddysses. Det giver jo ikke mening at opdage at fødderne gør ondt, mens man løber væk fra huleløven, men det er korrekt at det jo kan medføre at fødderne bliver svært skadede og at hvis vi faktisk slipper væk fra huleløven, så kan vi være i en dårligere position til at overleve fremadrettet, fordi når vi igen er rolige, så kan vi både mærke og handle på vores skadede fødder. Måske kan vi ikke længere gå, og det er ikke særlig hensigtsmæssigt, hvis man lever en samlertilværelse, og er afhængig af den mad man gående samler sammen. Stress gjorde os altså overlevelsesdygtig i nuet, men uden at inddrage fornuften til at overveje konsekvenser på sigt. Når vi i dag oplever stress i supermarkedet, har det antageligt fuldstændigt samme effekt i hjernen, som når vi i stenalderen oplevede stress: vi fokuserer mere snævert og har mindre adgang til vores fornuft. Vi begynder at agere mere reaktivt og mindre velovervejet.

Mennesker med psykoser, med angst, med depressioner, og med AD(H)D har alle det til fælles, at de har hjerner, der af forskellige årsager, oftest er hensat i en stresstilstand. Medicinen disse patientgrupper modtager adresserer de særskilte områder, hvorpå deres hjerner fungerer anderledes end andres hjerner, og dette nedsætter bl.a. stresstilstanden i hjernen. Hensigten er at personen der medicineres, gives adgang til sin fornuft, og til sit sunde følelsesliv, og dermed er i stand til at leve sit lev hensigtsmæssigt for såvel sig selv, som for andre.

En minoritet i disse patientgrupper er så syge, at man reelt godt kan tale om, at man med medicinering foretager en kemisk fastholdelse på dem. For denne minoritetsgruppe af patienter er det muligt at medicineringen primært er hensigtsmæssig for omgivelserne, om end det også er en overvejelse værd, om ikke vi som mennesker bør beskytte hinanden mod at gøre skade på os selv, eller mod at gøre skade på andre, når vi ikke selv er i stand til sundt at træffe beslutning om at undgå dette.

En del af disse patientgrupper, også en minoritetsgruppe, om end den er større end ovennævnte, kan ikke tåle den medicin, der normalt kan hjælpe andre med lignende problemstillinger. Mennesker der ikke tåler tilgængelig medicin kan få svære og ubehagelige bivirkninger, og tilmed kan disse i sjældne tilfælde være meget langvarige, og i få tilfælde kan de også være fatale. Her er vi nødt til at vælge udelukkende andre behandlingstiltag, når disse ikke kan kombineres med medicinsk behandling. Oftest kræver dette også mere markante ændringer i patientens miljø, således krav står mål med ressourcer, i den enkeltes liv.

Størstedelen af patientgrupperne tåler deres medicin og har gavn af den. Her gælder at bivirkninger enten er fraværende, eller godtgøres af en markant bedring af tilstanden. For disse patientgrupper bereder medicinen et ønsket middel, til at opnå at kunne indgå i det omkringliggende samfund, og der opnå ønskede mål i livet. Det bereder dem muligheden for at indgå og deltage i deres families liv, og det bereder dem muligheden for at bevare eller skabe tilknytning til andre mennesker, og for at indgå i almene sociale rammer. At indgå i almene sociale rammer er for de fleste i befolkningen noget de fuldstændig naturligt og uden kemisk hjælp evner at indgå i, og det kan derfor være svært at forstå hvor smertefuldt det kan være at skulle leve foruden.

Det er klart at det er korrekt at medicin ændrer den synlige personlighed, vi ved jo alle at når vi er stressede, ja så virker vi anderledes på andre mennesker, end når vi er rolige. Så naturligvis vil det forekomme omgivelser, og endog berørte selv, som om personligheden ændres. I realitet er det dog nærmere sådan, at med stressen minimeret, da årsagen til stresstilstanden er i medicinsk behandling, der bliver det muligt for patienten selv, såvel som for pårørende, at komme i berøring med den sande personlighed, og med denne personligheds reelle følelser. Det er også klart at disse følelser, nogle gange kan være stærke, især hos mennesker der ikke tidligere har været i en tilstand hvor de kunne registrere, og dermed lære sundt at håndtere deres reelle følelsesliv. Det er også derfor man altid opfordrer til at medicinsk behandling, og terapeutisk behandling følges ad. Den forøgede mulighed for at opnå selvindsigt skal følges med muligheden for, at lære at leve sundt med det man ved hjælp af sin medicin, bliver i stand til at erfare og erkende.

Der er naturligvis et alternativ: vi kan ændre verden, og vi kan ændre de krav der er i verden. Vi kunne f.eks. sørge for at alle kan tilbydes en høj levestandard for at udføre ufaglært manuelt arbejde. Vi kan også ændre vores uddannelsessystem markant og indføre mesterlære indenfor alle fag, således der er mulighed for at opnå et højt fagligt niveau, selvom sygdom eller handicap evt. stiller sig hindrende i vejen for kontinuerlige boglige studier. Vi kan hæve den kriminelle lavalder markant, og vi kan forbyde privatbilisme. Vi kan fjerne de mange krav om fleksibilitet på alle fronter, optimal evne til ydelse præsenteret sideløbende med udvidede sociale egenskaber for networking. Altsammen ganske sædvanlige krav på vores arbejdspladser. Alle disse tiltag og mange andre som dem, vil med garanti mindske behovet for medicinering ved ovennævnte patientgrupper, og dermed kan vi da nok ændre status til: Danmark uden piller. Vi kan også acceptere vores virkelighed og anerkende, at der er patientgrupper, der har endog meget svært ved at fungere i livet, for hvem medicinen bereder det lille fundament, der sætter dem i stand til over hovedet at kunne begynde at modtage, og anvende andre behandlingstiltag, og dermed opnå det gode liv, vi alle sammen ønsker os, såvel med som uden kroniske sygdomme og handicaps.













  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post1

Diagnose som et meningsgivende værktøj

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 14 Aug, 2013 18:38

"Nu skal man jo heller ikke fokusere så meget diagnosen", sagde barnets socialrådgiver, "det er der ingen grund til. Det er bedre at fokusere på barnets ressourcer...".

I det udsagn ligger et større grundlag for den kategoriserende stigmatisering, som socialrådgiveren formodentlig forsøgte at undgå, end hun forhåbentlig selv er klar over:

Hvis vi ikke giver diagnosen et passende fokus, hvordan skal vi så forstå det i os der er anderledes, og det der falder udenfor. Hvordan skal vi så kunne forklare dette for vores omgivelser, så de kan forstå, hvorfor vi opfører os anderledes end de forventer af os. Ville det ikke være som at lade den blinde klare sig selv, uden hjælpemidler og uden at formidle for personen selv, og for omgivelserne, at et blindt menneske, er et menneske hvis syn ikke beriger dem sanseinput de kan navigere ud fra i omverden. Kunne vi forestille os, at vi ville lade et blindt menneske dels selv mangle forståelse for de mange steder, hvor personen ikke let fungerer i omverden, og dels lade omverden tænke, at her var en person, der tilsyneladende ikke kunne lære af sine erfaringer, siden personen gentagne gange, set fra omgivelsernes perspektiv, foretog ensartede fejltagelser.

Endvidere er det også meget beklageligt at tænke på en diagnose, som noget der er separat fra en persons ressourcer. Der er mange ressourcer integrerede i de elementer der er specifikke og kendetegnende ved en diversitet af diagnostiske kriterier indenfor de neurologiske diagnoser: evnen til at bibeholde et stærkt fokus på et snævert område af interesse, evnen til at arbejde hårdt og længe, evnen til at gå sin egen sunde vej, også når alle de andre går den anden vej. Blot nogle få eksempler på de mange og stærke ressourcer, der er naturlige følger af de symptomer, der indgår i de neurologiske diagnoser, som fx. ADHD og autisme.

Hvis vi ikke må give diagnosen det rette fokus når en nydiagnosticeret skal forstå sig selv, hvordan skal vi med et samlet symptomsæt, der godtgør en diagnosticering, så nogensinde opnå den selvsamme selvforståelse og spejling, som andre mennesker opnår. Selvforståelse og spejling, der endvidere er meget væsentlig for en sund udvikling hos et menneske. Hvis vi endvidere skal adskille alle vore specifikke ressourcer, fra vores diagnose, hvordan skal vi så kunne lære at elske den, og elske vores anderledeshed, og få et godt liv med det?

Det er værd at overveje, om ikke vi bør give diagnosen det fokus der er behov for, i forholdet til at forstå sig selv, og i forholdet til at forstå sig selv i sammenhæng med omverden. Og det er værd at overveje om ikke de mange ressourcer, der er i de neurologiske diagnoser skal fremhæves, med det formål at sikre, at såvel personen med diagnosen, som omverden omkring, kan benytte de stærke og sjældne ressourcer, der indgår i de neurologiske diagnoser som ADHD og autisme.

Handicap bliver det til, når man ikke selv forstår, når omverden ikke forstår, og når ingen forklarer. Hvis vi vil ligestilling, ligeværd, og ligebehandling så skal vi forstå, forstås, og have lov at give og modtage forklaring.





  • Comments(2)//bloggen.jhoconsult.dk/#post0
« Previous