JHOconsult

JHOconsult

Blog af Rikke og Jan Have Odgaard om:

Handicap er, når man ikke selv forstår, når omverden ikke forstår, og når ingen forklarer. Hvis vi vil ligestilling, ligeværd, og ligebehandling så skal vi forstå, forstås, og have lov at give og modtage forklaring. Her skrives nærmere om: ADHD, autisme, angst, PTSD, om behandling, terapi, konsulentarbejde, støtte og hjælp.
Du må gerne gengive, videresende, uddele materiale og viden fra bloggen - blot du husker at angive kilde.



Nye blogindlæg

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 21 Feb, 2015 19:53
DER OPRETTES IKKE LÆNGERE BLOGINDLÆG PÅ DENNE SIDE - INDLÆGGENE UDGIVES NU KUN VIA http://jhoconsult.dk/materialer-2/blog/index.html

DE TIDLIGERE INDLÆG VIL BLIVE STÅENDE SÅ LÆNGE DENNE UDBYDER HAR TILBUDDET ÅBENT TIL OS.

  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post16

Anvendt Anerkendende Tilgang

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 20 Jan, 2015 12:26

Kultur versus natur. Vi foretager løbende indpakning af vores natur og af vore behov, i den kultur vi væver mellem os. Kulturen, den kunstigt skabte, er konkret og nærværende del af vores liv, uden vi i øvrigt skænker det mange tanker.

Natur kan være fysisk at skubbe en anden person væk, hvis man oplever at de står for tæt på, eller hvis de på anden måde står i vejen for en selv. Kultur kan være at meddele sig sit behov til den anden, med det todelte sprog, der samtidigt formidler anerkendelsen af den anden, samt af eget behov: "undskyld det er ikke for noget, men du står lige lidt for tæt på mig, til at det er rart, har du mulighed for at flytte dig lidt...". Natur kan være at tage det største stykke kage, fordi man elsker kage. Kultur kan være at tage det mindste stykke kage, fordi det udtrykker høflighed, respekt, ydmyghed, lyst til at dele, eller andre kulturbårne normer i samværet med andre.

Natur er at handle konkret og direkte på behov, i respekt for den samtidige hierarkiske struktur - hvem er stærkest, hvem bestemmer. Kultur er at formidle behov pakket ind i de kulturbårne normer der er gældende i den aktuelle interaktion. Endvidere at formidle dette under samtidig respekt for den hierarkiske struktur: er der er en udpeget leder, en naturlig leder, en uformel leder osv..

Anerkendende tilgang er dermed en kunstig tilgang. At meddele sig og tænke anerkendende er et kunstgreb, en kulturbåren tilgang. Det er ikke naturligt at søge det "gode ved", "det positive ved", at have udfordringer frem for problemer, eller at kritik skal være konstruktiv. Det naturlige er, at vi udpeger det der er l***, at vi har problemer, samt at vores kritik beskriver det der frustrer os. Det kunstgreb den Anerkendende tilgang tilbyder os, er at vi sætter os selv, andre og vores fællesskab i stand til at skifte position og betragte egne behov, problemstillinger og oplevelser, fra et andet perspektiv, der kan medføre nye muligheder, og give mere energi.

Anerkendende tilgang har været udsat for meget kritik: den er ikke konkret, den undertrykker og skaber "ja-facisme". Den giver stress, gør det umuligt at tale om problemer, undertrykker medarbejdere, handicappede, ledere, borgere osv.. Ja, det er naturligvis muligt at anvende den anerkendende tilgang til dette. Alt kan misbruges. Alt kan perverteres. Alt kan misforstås. Både i hænderne på den inkompetente, såvel som i hænderne på den, der bevidst misbruger.

Det er vigtigt at skelne - fordi "ja-hat", eller "ikke at sige fra", eller "undertrykkende positivisme" og andre tiltag, som den anerkendende tilgang beskyldes for at have medført, er ikke resultater af, eller integrerede i den Anerkendende Tilgang - det er resultater af misbrugt, eller misforstået anvendelse af tilgangen.

Anerkendende tilgang kræver ikke lalleglad positivisme - den kræver søgen efter det gode motiv: Når en medarbejder, et medlem af familien, et barn i institutionen - udtrykker eller viser modstand, er det opgaven indenfor den Anerkendende tilgang at overveje: "hvad er det gode ved denne reaktion - hvad er det personen forsøger at fortælle mig?". Anerkendende tilgang kræver søgen efter mening - man kan sige at den i vidt omfang hviler på Frankls logoterapi. Der skal være mening med tingene, dette giver styrke og tiltro, og sammenhængskraft såvel i den enkelte som i fællesskabet.

Konsulenter der nu vidt omfang begynder at undskylde at de har anvendt Anerkendende tilgang og selv har medvirket til at skabe "ja-facisme" eller tvungen positivisme, det er konsulenter, der ikke har formået at forstå, og dermed korrekt formidle den konkrete anvendelse af Anerkendende tilgang. De har manglet evne til at formidle at det netop i høj grad bruges til helt konkret at kunne beskrive og tale om det svære, det kritiske, problemstillingerne, således vi har et virkefuldt redskab der relativt simpelt kan anvendes i de svære samtaler og i de modsætningsfyldte fællesskaber, eller dilemmaer.

Jeg har også personligt oplevet anvendelsen af anerkendende dialogmodeller, hvor jeg næsten ikke kunne genkende modellen, fordi den netop blev anvendt til at undertrykke utilfredshed og styre "dialogen". Men det at en model anvendes forkert gør jo ikke tilgangen forkert.

At sige fra er igen blevet et moderne begreb. Vi skal igen lære at "sige fra". Konsulenter reklamerer ikke længere med at de arbejder anerkendende, nej nu arbejder de med at skabe afgrænsende tiltag, eller med at den enkelte kan "sige fra", kan sige "nej". Men overvej det lige et øjeblik: Hvad er et nej? Hvad er det at sige fra? Hvad kan det konkret bruges til?

Forestil dig, at din leder siger: "kan du forberede det her til mødet fredag, vi skal have drøftet den her situation i gruppen?", og så siger du "nej det kan jeg ikke holde til, jeg har alt for meget". Nu i "nej-hattens" begyndende levetid, skal din leder så acceptere dette, og sige "ok". Men hvis det nu reelt var vigtigt at det var dig der løste opgaven, du kender den bedst, og det er også reelt vigtigt at drøfte dette på mødet fredag, hvor står vi så med løsning af opgaven? Den anerkendende tilgang beriger her muligheden for at du kan svare som ovenfor, og at din leder nu i stedet for simpelthen at acceptere dit svar kan udfordre dig: "ok, jamen godt du siger det, hvordan kan vi skabe plads i dine opgaver, så du har tid til dette, for så må vi forsøge at prioritere, kan jeg hjælpe med det, eller er der andre der kan?" (et eksempel). Det anerkendende går jo begge veje - opgaven og dens prioritet skal jo også anerkendes. Lederens ret til at fordele arbejdet skal jo også anerkendes. Medarbejderes eget udspil skal anerkendes. Det anerkendende skal hjælpe med at kortlægge alle udfordringer, og at sikre, at muligheder der på den baggrund findes, kan håndtere ALLE disse, og ikke blot elementer af disse.

Anerkendelse er ikke positivisme og ja-hat, eller krav om selv at skabe motivation. At beskrive dette som anerkendelse, eller som enestående elementer i Anerkendende tilgang, det er at vise sin ekstreme mangel på kendskab til Anerkendende tilgang, samt i den grad at beskrive sin manglende evne til at anvende Anerkendende tilgang. Anerkendende tilgang er jo netop det modsatte på alle måder.

MEN det anerkendende arbejder konstant og vedholdende med at finde succesen i erfaringen, i det kritiske, i problemet. Ikke fordi det skal anvendes til at negligere, men fordi det skal anvendes som ressource i håndteringen! Derfor er al kritik, negative erfaringer, og problemstillinger vigtige elementer i den Anerkendende tilgang, de er jo naturlige. Så kommer kulturen, det kunstigt skabte element, den valgte tilgang - her den Anerkendende, og transformerer ved at søge succes, søge det der virker, søge den gode historie, søge den positive erfaring, søge det gode motiv, og det er hvad vi konkrete kan bruge tilgangen til.

Det giver energi! Det er ganske simpelt i virkeligheden: det vi betragter som værdifuld læring giver os energi at tænke på. Det vi betragter som nedture og l*** i vores liv, det giver træthed. Ved at lære at tænke anderledes om tingene, kan vi hjælpe os selv med at få mere energi og med at bruge vores initialt negative erfaringer, til at fokusere på hvilke ressourcer disse gav os, eller hvordan vi kunne lære af dette. Anerkendende tilgang er i sin ægte form ressourcesøgende, berigende, udviklende, uden at være stressende, og den er energifremmende. At udvikle denne tænkning i den enkelte er en læringsproces, fuldstændigt som det er med alle andre elementer i vores kultur. Vi cykler ikke første gang prøver, vi taler ikke flydende og korrekt første gang vi prøver. Men vi øver os og bliver ved, og på den vis kan vi begynde at mestre.


Er du blevet nysgerrig på praksisanvendelse af tilgangen? Læs evt. vores artikel omkring dette: Anerkendende tilgang på personalemødet

Eller følg os Facebook

Læs mere af vores materiale, som du finder på vores hjemmeside


  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post15

Det neurologiske handicap i parforholdet

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 01 Apr, 2014 16:09

Et vidtgående handicap har vidtrækkende betydning for den berørte. Det påvirker vores tænkning, sansning, og dermed al adfærd, på alle områder af vores liv. Prøv at tænk på det således: vores handicap påvirker den måde vi opfatter omgivelserne på, og dermed også den måde, hvorpå vi tillægger omgivelserne betydning. Vores handicap betyder endvidere at den måde vi oplever verden på, den måde vi påvirkes af verden på, gennem berøring, tiltale, synsindtryk osv., også opleves anderledes for os, end det gør for andre – end det gør for den neurotypiske del af verden, de der ikke har og lever med en neurologisk udviklingsforstyrrelse.

Det er klart at når udviklingsforstyrrelser og adfærdsforstyrrelser, som Autisme (herunder AS) og ADHD, har så vidtrækkende betydning for adfærd, herunder tænkning, så har det også en enorm betydning for vores måde at være i et parforhold på, og dermed også for vores partner, og for de løsninger som man i det gode parforhold, ofte selv må opfinde, og må erkende på ingen måder ligner de løsninger, som omgivelserne i gensidigt neurotypiske forhold har for deres fælles liv.

Jeg holdt for nyligt foredrag på Autismemessen i Kreds Sønderjylland. Her var foredraget ind i mellem krydret med historier fra mit eget livs erfaringer, fra en liv med ADHD og Autisme, hvor jeg har oplevet såvel at skulle fungere i et ægteskab med et menneske der var neurotypisk, såvel som med min nuværende mand, der er ADHD’er. Jeg tænke ikke yderligere over det, mine oplæg indeholder altid såvel faglige som personlige erfaringer, til at illustrere forskellige indfaldsvinkler, teori gives altid et konkret billede, men efterfølgende besøgte jeg messens stande, og både her og efterfølgende blev jeg meget berørt af de mange henvendelser jeg fik. På dagen må mine beskrivelser fra parforholdet have berørt mange, fordi det var fra mennesker med stor sorg og afmagt i kærligheden at disse henvendelser kom. Det var såvel vores neurotypiske partnere, som andre der også havde neurologiske handicaps der henvendte sig til mig, og det var hjerteskærende at høre den sorg og afmagt jeg fik indblik i, når de berettede om deres udfordringer i kærlighedslivet.

De neurotypiske partnere følte sig ”forladt”, ”overset”, oplevede at ”de havde gjort alt”, oplevede ”manglende erkendelse” hos deres partnere, havde forsøgt at få hjælp men oplevede at den ikke var hjælpsom, oplevede os som uforudsigelige, og som utilnærmelige. De med Autisme beskrev at de var blevet gjort mærkelige, og nu gad de ikke mere, de havde opgivet at blive forstået og rummet, de beskrev deres partnere som intimiderende, og to af dem beskrev, at deres neurotypiske partnere havde udtalt at de ønskede at de aldrig havde fået deres diagnose, fordi det havde bare gjort det hele meget værre. Endvidere beskrev de en konstant tilstand af stress og de fleste har også beskrevet, at de ville ønske de bare havde valgt at leve alene. En enkelt henvendte sig, og var faktisk i et godt parforhold, men syntes det var så hårdt at være i et parforhold, at hun alligevel ikke rigtig havde overskud til det. Fælles for alle, var at selve parforholdet var den hårdeste del af livet med et neurologisk handicap.

Jeg har selv personlige erfaringer, der afspejler dette. På et tidspunkt søgte jeg med min daværende neurotypiske mand parterapi, og på daværende tidspunkt blev dette tilbudt helt og ganske gratis, da staten havde besluttet at den ville gøre noget proaktivt ved den høje skilsmisserate. Vi drog altså til parterapi på statens regning på OUH’s psykoterapeutiske afsnit. Og jeg er sikker på at min daværende ægtefælle følte sig både forstået, spejlet og hjulpet. Jeg oplevede til gengæld at endnu en grøft blev gravet mellem min ægtefælle og jeg, idet de to terapeuter faktisk ikke forstod mig, og heller ikke kunne gøre sig begribelige for mig. Jeg har nok aldrig sagt ”hvorfor” så mange gange på så kort tid. Og jeg gav meget ofte udtryk for at det simpelthen ikke gav mening for mig, hvad de talte om, og at det jo netop var kernen vores udfordringer, at jeg rent faktisk syntes han var helt igennem ulidelig, både ulideligt uforståelig, men også ulideligt trængende, efter noget som jeg ikke forstod hvad var. Problemet var at der blev talt om behov, men hvori disse ”behov” konkret bestod kunne jeg ikke få at vide.

Det slog hovedet på sømmen da de to terapeuter afsluttende forsøgte at nøde mig til at indgå en aftale om i højere grad at ville imødekomme min mands ”behov”, som jeg stadig ikke havde kunnet modtage en helt igennem konkret og nøgtern beskrivelse af. Jeg gik fra terapien med en oplevelse af at være umådeholdent inkompetent som menneske, og særligt som ægtefælle. Samtidigt var jeg rasende på min ægtefælle, fordi han ikke bare kunne fortælle mig, hvad pokker det var han havde brug for. Jeg havde haft helt konkrete udfordringer i vores hverdag: behov for tilregnelighed, en aftale er en aftale. Behov for fred, når jeg laver noget selv, så skal jeg ikke stå til rådighed for fællesskabet osv. Disse behov var heller ikke blevet imødekommet, selvom de var blevet helt konkret beskrevet, fordi her skulle jeg igen forstå disse ”behov”, som jeg jo netop ikke forstod, hvilket var hele misæren.

Vi forsøgte blot en gang til, så sagde jeg fra – det var ikke hjælpsomt for mig, og hvis den ene part ikke er hjulpet, så er det jo ikke hjælpsomt for et parforhold, at modtage parterapi. Logikken var klar for mig. Det var den ikke helt for hverken min daværende ægtefælle eller for terapeuterne, der mente at jeg skulle gøre mig mere umage for at forstå, som om det var en modvilje jeg havde. Det meget sære er, at den ene af de to terapeuter blev faktisk mere imødekommende i løbet af de to samtaler vi nåede af have, og to år efter henvendte hun sig til mig, da vi løb ind i hinanden i en anden sammenhæng. Hun ville lige fortælle mig, at det faktisk havde slået hende i samtalen, at de spørgsmål jeg stillede egentlig var gode nok, for hun kunne jo rent faktisk heller ikke besvare dem. Hun havde opdaget at hun heller ikke forstod, men bare svarede på autopilot, uden at det nogensinde havde forstyrret nogen andre i hendes daglige arbejde. Det havde ført til nogen selvransagelse, og hun var nu også blevet udredt med ADHD, og var medicineret, og havde fået et langt bedre liv, og hun ville gerne takke mig, fordi hun havde faktisk aldrig selv holdt fast i de spørgsmål, og uden dem havde hun ikke opdaget sig selv rigtigt.

I vores praksis får vi også jævnligt klienter, der kommer med deres partnere, fordi samtidigt med at den berørte med ADHD/Autisme skal lære at leve livet sundt og i overensstemmelse med autisme eller ADHD, skal deres deres omgivelser jo også lære det. Her kan vi i starten af vores egen erkendelse også have behov for udefrakommende hjælp til at sætte ord på dette, og til rigtigt at forstå det selv, og vi har stort behov for at vores partner samtidigt kan forstå og genkende det vi gør, så vi får den plads og rummelighed vi har brug, for at leve sundt og godt med vores Autisme og/eller ADHD. Parterapi skal i dette omfang sikre, at begges behov er afdækkede og forståede, og med det udgangspunkt fuldt ud anerkendt. Når parterne i parforholdet har erkendt egne behov, og partneres behov, så viser det sig oftest at de sagtens selv kan finde løsninger, der rummer begges behov. Støtten der er behov for, er i realiteten til at erkende, forstå og anerkende. Når dette udgangspunkt er nået, så er man oftest hjulpet godt videre. De der kommer med dette behov, og umiddelbart simpelthen har behov for at opnå en fælles forståelse, de er hjulpet videre efter 2-3 samtaler. Det er jo ikke livslang terapiforløb der er behov for, det er et roligt rum, med tilstedeværelsen af en person, der kan tilvejebringe og sikre en sund dialog, samt kan give undervisning i forholdet til den indlevelse, der ikke i første omgang er til stede mellem de to.

Kerneområderne er faktisk flere, men udgangspunkt er jo altid egen erkendelse af eget behov, dette såvel hos den med et neurologisk handicap, som hos den neurotypiske partner. For os alle er vore behov ofte indforståede, og vi der har et handicap har ikke sprog for vore behov, fordi de har manglet naturlig spejling, og de der er neurotypiske har kun de ord for deres behov, som de selv er blevet spejlet med, og disse giver som bekendt ikke mening for os, da vi ofte ikke har en indre genkendelse af disse udtryk.

Endvidere er der behov for at få indsigt i de behov et nerologisk handicap medfører i omgangen med omgivelserne. Der er næsten ingen neurotypiske mennesker der for alvor og indlevet forstår, hvor stærkt selv den mindste forandring kan forstyrre et menneske med et neurologiske handicap. De har behov for stor hjælp til at forstå dette, så de kan få adgang til deres omsorg og lyst til at rumme og hjælpe, frem for til den oplevelse de ofte umiddelbart har af at det hindrer dem i at leve deres liv frit.

Der er næsten ingen af os med et neurologisk handicap, der helt forstår det neurotypiske behov for relation. I et parforhold vil vores neurotypiske partner ofte opleve sig følelsesmæssigt forladt og tro at de lever i et kærlighedsløst forhold, fordi vi enten er fokuserede på dem, eller på noget andet, og ikke på begge dele på en gang. De har behov for at forstå dels vores måder for opmærksomhed, og dels hvordan de forstå deres egne behov, og roligt bede om at få dem opfyldt. De skal også lære omkring os, at vi gerne vil give dem den kærlighed de har behov for, og at det ikke er manglende vilje, når vi ikke regner disse behov ud, men simpelthen manglende evne til at regne både det ud, og så stadigvæk fungere i vores liv. Hvis vi skulle regne vores partnere ud og virkelig forstå dem, så skulle vi jo ikke lave noget andet. Og det ville de jo nok i realiteten heller ikke holde så meget af. Det ville være som at blive undersøgt under et mikroskop og gennemforsket på kryds og tværs, inden længe ville en som jeg nok begynde at fortælle min partner, at: ”nej det skal du da ikke gøre, det er jo ikke noget for dig, du kan meget bedre lide…”. Det er jo nok heller holdbart, og under ingen omstændigheder harmonerer det med at have et liv ved siden af, også.

Et andet emne der altid er vigtigt, er forståelsen for sanseforstyrrelserne. Dette har jo indflydelse på næsten alle områder af hverdagen. Hvor højt TV kan afspilles, om man overhovedet kan se det sammen uden hovedtelefoner på osv., om man kan bruge parfumerede produkter i det fælles hjem osv. Det påvirker den gensidige mulighed for udveksling af kærlig berøring og lignende i løbet af livet. Det, der for den kærlige neurotypiske partner kan have motiv som en kærlige berøring, kan for den med Autisme eller/og ADHD, føles som et ubehageligt fysisk angreb. Omkostningerne af ressourcer ved det fysisk nære samvær er også meget forskelligt, hvor den neurotypiske partner typisk får energi af det, så udtrættes partneren med ADHD og/eller Autisme. Seksuelt har det dermed også en ubeskriveligt stor betydning, og det er vigtigt at lære omkring forstyrrelse, fokus, betydningen af sanseoplevelser, hvordan opleves det f.eks. at kysse, eller at man selv eller den anden sveder, lugter, laver lyde osv. Uden rummelighed i parforholdet til at de meget forskelligartede behov gives plads, er der stor risiko for afsavn, længsel og gensidig oplevelse af at partneren ikke giver plads nok.

Det sidste område jeg i denne omgang vil adressere, er de forskelligartede kommunikative vaner og strategier der er ved hhv. den ene og den anden tænkning. Her giver det ubeskriveligt mange udfordringer, idet såvel ADHD, som Autisme er handicap der påvirker ikke blot socialiteten hos den berørte men også den helt konkrete måde, hvorpå man kommunikerer og forstår det der kommunikeres fra andre. Endvidere giver nutidstænkningen der er klassisk ved stress, den stress der uvægerligt opstår i den krævende interaktion, også problemer i forholdet til at kunne tale om gamle konflikter, der oftere og lynhurtigt bliver præcist så konfliktfyldte, som de var, dengang de var aktuelle sidst. Det bliver i parforholdet svært at få talt om, og få løst sine konflikter, fordi såvel selve dialogen, som det overhovedet at have en konflikt, begge er prægede af udfordringer, der også er specifikke ved de neurologiske handicap. Et hurtigt hjælpemiddel er at bruge papir og blyant, når man skal tale sammen om et emne, så man kan skrive ned hvad man egentlig taler om, og lettere holde fast i emnet. Men det er ofte nødvendigt at få hjælp til rigtigt at forstå hinandens brug af sproget, og på hvordan tænkning påvirker såvel sprog som forståelsesramme. Det er vigtigt at få hjælp til at lære at få de gode samtaler, samt til at få forståelsen for hjernen agerer under stress, og hvad man kan gøre, for at imødegå dette konstruktivt, i samtaler generelt, og også i konflikthåndtering i familien.

Dette er blot nogle af de områder hvorpå der med god mening kan være behov for erkendelse og nytænkning i parforholdet hvor den ene, eller begge har et neurologisk handicap. Hvis I oplever i jeres forhold, at der mangler forståelse for nogle af disse, eller andre områder, vil jeg opfordre jer til at søge hjælp. Når I får den hjælp, så være gerne kritisk. Hvis ikke i føler jer spejlede så hold fast, hvis ikke det fører til spejling, så find en anden der kan hjælpe jer. Husk nu at det er jo ikke jer der er der for terapeutens skyld, det er rent faktisk terapeuten der er der for jeres skyld, og I betaler antageligt gode penge for det. Det skal virkelig hjælpe, og hvis der i jer selv og jeres partner er en god erkendelse af grundudfordringerne, så bør det give en markant forandret forståelse på bare 2-3 samtaler, således I selv kan arbejde videre med det uden yderligere hjælp. Så kan det være godt at modtage en opfølgende superviserende behandling, ved store forandringer i hverdagen – jobskifte, børnefødsler ol.. Ligesom det naturligvis kan kræve flere samtaler, hvis flere udfordringer afdækkes. Men det er IKKE et livslangt terapiforløb der kræves, på nogen måder, og det SKAL føre til at I får det bedre, eller finder frem til at I hver især ikke ønsker at give den nødvendige plads til hinanden. Parterapi skal føre frem til at begges behov anerkendes, og at de imødekommes i det omfang det kan lade sig gøre, og er sundt for begge parter, eller der findes andre veje til at få opfyldt de behov man har. Held og lykke med parforholdet!



Husk at du kan følge os på Facebook bare tryk like, så får du nyheder og opdateringer, når vi laver nye blogindlæg, film eller andet.

Eller du kan også læse mere om vores arbejde på vores hjemmeside www.jhoconsult.dk












  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post14

Kønsforskelle ved neurologiske handicap - ADHD og Autisme

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 25 Nov, 2013 16:47

Med risiko for efterfølgende social og faglig eksklusion, er jeg nødt til at fastslå et faktum: bare fordi vi for cirka 40 år siden vedtog, at der ikke var forskel på mænd og kvinder, så er det altså ikke rigtigt! Forskellen er markant, og den er mere vidtgående, end vi lige umiddelbart kan konstatere med det blotte øje.

Der har de seneste år været rettet en del opmærksomhed mod det faktum, at karakteristika ved ADHD og Autisme, farves af kønsforskelle. Dermed også, at der er behov for revision af metoder til at stille diagnoserne, idet der er kønsforskelle i adfærd, der kan tilsløre adfærd indenfor rammen af de diagnostiske kriterier, når der er tale om eksempelvis udredning af piger og kvinder med neurologiske handicap af typen som ADHD og Autisme, i resten af dette indlæg ofte under en hat betegnet "neurologiske handicap".

Dette er naturligt, når man betænker at de karakteristiske adfærdsmønstre ved diagnoserne er forståede og beskrevet via observationen af drenge og sidenhen mænd, hvis adfærd gennemgående afveg så markant i den almene ramme, at det medførte fastsættelsen af en række kriterier der var kendetegnende for denne observerede anderledes adfærd. Efterfølgende er der forsket og undersøgt mere tilbundsgående, men vedvarende med en kønsbias (en "kønspartiskhed"), vi har altså opbygget en stor fond af viden omkring de neurologiske handicap, som de fremtræder ved drenge og mænd, og dermed også på hvilke indsatser der har bedst effekt for drenge og mænd.

Nu må I endelig ikke tro at jeg har en kønspolitisk dagsorden med det jeg skriver, jeg har ikke en holdning i forholdet til dette, og synes ikke det er "for dårligt", eller "uretfærdigt" eller lignende. Jeg konstaterer blot at dette er virkelighedens ramme, og dermed at vi først gennem primært det sidste årti, har fået mere fokus på at definere og forske i kønsforskellene. Dette ny fokus har allerede nu afstedkommet meget interessante resultater, og relevante beskrivelser af nogle af de forskelle man bør være meget opmærksom på, i forholdet til såvel sine børn, som sig selv - og det neurologiske handicap.

Mærkværdigvis er der endnu ikke en ensartet stor interesse i at undersøge, hvorvidt der også kan være lige så markante forskelle i hvilke indsatser og behandlingsformer, der har bedst effekt på hvilket køn, eller om der her er ensartede behov. Der er dog på dette område en stigende interesse og der er også allerede nu interessant information tilgængelig, der er væsentlig for det gode liv med et, evt. flere neurologiske handicap.

Gennem de sidste cirka tyve år, har vi gradvist fået en ny forståelse af de neurologiske handicap, og nye forskningsresultater tenderer efterhånden en ligedeling blandt kønnene, med en lille marginal overvægt i forekomsten af neurologiske handicap ved drengebørn. Endnu er det sådan at der i hele spektrummet for de neurologiske handicaps er tendens til at des højere funktionsniveau des færre pigebørn med handicappet. Eksempelvis er der ved den Infantile Autismenæsten ligedeling mellem kønnene, men des højere funktionsniveau, des færre pigebørn indenfor de diagnostiske kriterier, pr drengebarn. Hvad dette kan skyldes vil bloggen her kort komme ind på nedenfor, men for nu lad os i stedet gør opmærksom på et mere beskæmmende faktum: Til trods for at vi nu ved, hvor mange piger der også har de neurologiske handicaps, så er henvisningsgraden for piger markant lavere end for drenge, ligesom også udredningsgraden er det for piger. Så lad os alle med udgangspunktet i den viden love hinanden, at vi vil blive bedre til at henvise, udrede og anerkende også de vanskeligheder, som måske i højere grad er indre, end de er ydre, og derfor tilsyneladende ikke er så forstyrrende for omgivelserne, som de må være for den der er bærer af dem.

Husk også at den let genkendelige eksplosive adfærd og udadreagerende adfærd, der næsten er blevet synonym med ADHD, faktisk ikke er ADHD, men ofte er forårsaget af følgevirkninger ved ADHD og andre komorbide tilstande, som mindst 70% med ADHD har, men som sjældent er specifikt og grundigt beskrevet og dermed også ofte mangler behandling. Dermed altså at den adfærd, der begrunder at vi får øje på nogle af de der har neurologiske handicap, altså meget sjældent reelt er fordi handicappet i sig selv er synligt for os, og dermed at der sagtens kan være tale om endog meget vidtgående vanskeligheder hos den enkelte, selvom dette ikke er tydeligt for omgivelserne.

Vi må altså nu antage, at præcist som ved alle andre sammenhænge, vil der være kønsspecifik adfærd, der har en kæmpebetydning for hvilket udtryk og hvilke synlige karakteristika de neurologiske handicap kan få. Der er ikke blandt diagnostikere en egentlig overordnet manglende erkendelse af dette, men der er en himmelråbende manglende praksisorienteret tilgang til håndteringen af vores viden omkring de ovenfor beskrevne emner. Der mangler konkrete retningslinjer for kønsspecifik udredning, og officielt funderede beskrivelser af hvilke karakteristika der oftest er kønsspecifikke. Dette for at sikre ensartede retningslinjer for udredning, således det ikke blot er de heldige få, der møder en dygtig praktiker med et godt personligt og indblik og en kæmpe erfaring, der modtager den rette udredning, men det også bliver de mange, der møder de diagnostikere og udredere, der primært er overladt til at vurdere ud fra opstillede retningslinjer og vejledninger vedrørende undersøgelse af de opstillede kriterier.

Eksempler på konkrete områder, hvor der mangler konkrete beskrivelser af kønsspecifikke forskelle er mangfoldige her nævnes et par stykker:

Hyperaktivitet
ved ADHD, - mange piger udredes med ADD, alene fordi deres hyperaktiviteter ikke er synlige, læs mere om dette her ,det samme gør sig gældende ved de stille drenge med ADHD.

Særinteresser
ved Autisme - særinteresser relaterer ikke, som det ellers hyppigt forstås, til emnet for interessen, men til intensiteten af interessen, og til hvilket omfang fordybelsen har etc. Dermed er der igen mange - også her såvel drenge som piger, der ikke registreres som opfyldende diagnosens kriterier. Mange piger vi har arbejdet med har også haft særinteresser indenfor områder som tøj, mode, hår, makeup, relationer, kommunikation ol.., og altså ikke blot i forholdet til dinosaurer, frimærker, tog, eller bilnumre, som den meget stereotype opfattelse af særinteresser foreskriver. Forskning på området for spiseforstyrrelser, viser at mange med spiseforstyrrelse, antagelig har autisme, og at spiseforstyrrelsen er opstået omkring en intens interesse omkring spisning og mad.

Socialt/kommunikativt handicap
forstås også snævert som evnen til at indgå, idet der ikke skeles til hvorvidt dette er på baggrund af kopiadfærd, eller tvangsmæssigt tillærte normer, og dermed bevirker voldsom overbelastning af den enkelte. Som beskrevet ovenfor har mange, særskilt kvinder med neurologiske handicaps, ofte gjort egne udfordringer til områder for særinteresser, og kompenserer kontinuerligt for deres handicap, ved iværksættelsen af kunstigt tillærte færdigheder opnået gennem særinteresser, her typisk indenfor området kommunikation, og sociale spilleregler og normer. Kvinder og pigebørn med Autisme beskrives ofte som værende meget dygtige til at kopiere adfærd, hvorfor de ikke umiddelbart er synlige, hvis de forsøges udredt med traditionelle tilgange og metoder. Endvidere er der nu evidens for, at cirka 60% af alle der har autisme, antagelig også har ADHD. ADHD medfører impulsive handlinger, der eksempelvis kan opleves i form af en højere grad af opsøgende social adfærd. Vi har oplevet flere familier, hvor det var usædvanligt svært at få anerkendt at deres børn havde såvel ADHD, som Autisme, endog ved Infantil Autisme, idet man i udredningen ikke kunne forlige sig med den opsøgende og tilsyneladende udadvendte sociale adfærd, og ikke forestod den som et udtryk for kombinationen af de to handicaps, og så hvor forstyrrende ADHD, var for barnet (og for de voksne) med Autisme. Altså at impulser ved ADHD ledte til en social kontakt, der hverken var naturlig eller sund for personens Autisme. Overordnet skal forstås at selvom de neurologiske handicaps er kendetegnede ved sociale udfordringer af markant omfang, betyder dette IKKE at mennesker med neurologiske handicap slet ikke opfatter eller forsøger at overholde sociale rammer og regler, og at de gør dette i højere eller mindre grad afhængigt af evne, opdragelse, bevidsthed, og bestemt ikke mindst afhængigt af KØN.

Kvinder har - generelt - bedre forbindelse mellem de to hjernehalvdele. Dette er noget af det der hjælper dem til at navigere i sociale sammenhænge, de kan kombinere den digitale og planlæggende tænkning, med den indlevende tænkning. Kvinder er på dette område på forkant af mændene, hvis forbindelsesled mellem de to hjernehalvdele er målbart færre end ved kvinder. Dermed har kvinder ofte defineret de sociale rammer i såvel kvindegruppens socialitet, som i den fælles socialitet mellem kønnene. Dette er altså en kulturel ramme, der hviler på en biologisk forskellighed. Her finder vi måske også forklaringen på at des højere funktionsniveau i handicappets grad, des (tilsyneladende) færre pigebørn. Piger og kvinder er - til trods for deres handicap - bedre til at registrere og dermed ikke komme i karambolage med de sociale spilleregler. Det betyder ikke at de har det let, blot at de forsøger, og har flere biologiske kompetencer at forsøge med, lige på dette område, end drenge og mænd har. Til trods for dette, er det også sådan, at rammen for det sociale for piger, og kvinder, så også er mere snæver og det er lettere at falde udenfor, og dermed at denne øvelse er så meget desto vanskeligere. Ikke desto mindre giver dette de neurologiske handicap et lidt forskelligt udseende, set i forholdet til kønnene, og dermed giver det også et behov for anerkendelse af behovet for opstilling af kønsspecifikke kliniske retningslinjer for udredning og eventuel diagnosticering af de neurologiske handicap.

Der er antagelig også behov for at vi skærper fokus på hvor der er også er behov for kønsspecifikke tiltag i forholdet til behandling. Det er evident at kvinders hormonelle cyklus påvirker det dopaminerge system, og dermed må det også være naturligt at antage, at der kan være behov for at regulere medicin og anden behandling i forholdet til denne cyklus. Hvor meget viden angående den hormonelle cyklus hos mænd har vi overhovedet inddraget i vores overvejelser i behandling? Til trods for at der også er evidens for sammenhængen mellem Testosteronniveauet og det serotonerge system, og derfra videre til det dopminerge (læs også mere her).

Vi må dog også huske at handicap ikke blot er det medfødte evt. erhvervede, der på væsentlige områder nedsætter det faktiske funktionsniveau hos den enkelte, det er i lige så høj grad de kulturelle rammer og krav, som omgiver os. Balancen mellem det vi selv kan gøre af indsats i forholdet til mestring og håndtering af livet, og indsatsen der kan gøres i forholdet til mestring og håndtering af den kulturelle ramme der er givet, afhænger blandt andet af bevidstheden omkring dette. Såvel ADHD-foreningen som andre foreninger og sammenhænge har i nogen tid været bevidste omkring det, at der er de beskrevne, såvel som langt flere, forskelle ved kønnene, og der har gennem længere tid været afholdt en del kurser og temadage vedrørende piger og kvinder med ADHD. Vi er derfor utroligt glade for at ADHD-foreningen nu har taget det initiativ også at afholde en temadag med fokus på de kønsspecifikke behov og kendetegn, men denne gang med emnet "Drenge og mænd med ADHD". Læs mere om dette arrangement og tilmeld dig

Og husk nu at følge os på Facebook







  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post13

III: Tics, stims og hyperaktivitet

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 24 Nov, 2013 15:31

Hyperaktivitet

Del III - for del I klik her, for del II klik her

"Sid stille!" "Hold op med det!" "Ti nu stille lidt!" "Kan vi ikke bare slappe lidt af!" Bare et par af de udtryk mennesker med hyperaktiviteter ofte vil have hørt mange gange i deres liv. Sætninger som på alle måder bør være udtryk for, at der er tale om automatiseret adfærd, som personen ikke selv har kontrol over. Tænk lidt over det, - hvornår begynder vi egentlig, under almindelige omgangsformer, at tale i bydeform til andre? Det gør vi generet set kun, hvor omgivelsernes adfærd, er voldsomt forstyrrende, set i forholdet til konteksten. Der er naturligvis en del forklaringer, der bunder primært i vores egen stress, men når vi oplever at vi igen og igen til vores børn, eller måske endog til vores samlever, vores kone eller mand, gentagne gange ytrer sætninger i bydeform, hvis indhold tilnærmelsesvist ligner de ovenstående, så kan der være god grund til at erkende, at det er bestemt ikke normalt. Det er ikke normalt kontinuerligt at skulle gøre omgivelserne opmærksom på, at der er noget i deres adfærd, der er voldsomt forstyrrende for andre. Det er altså ikke normalt at have et bevægelses mønster der adskiller sig så markant fra andres, at det medfører livsvarigt tilbagevendende kommentarer og reaktioner fra omgivelserne, uden varig forandring ved den berørte.

Når vi, der har ADHD, til trods for regulerende henvendelser fra omgivelserne, ikke varigt nedsætter omfanget af hyperaktiviteter, så skyldes det jo at de er dels automatiserede, og dels at de er dette, af en vældig god årsag. Som I husker fra de forrige afsnit, så medfører bevægelse forhøjet arousal til den sovende hjerne, og hyperaktivitet er jo blandt andet bevægelse. Det altså endnu en af de geniale metoder til forhøjelse af dopaminniveauet, som den geniale og konstant kompenserende hjerne har iværksat. Hyperaktiviteter er en gave, en gave der holder vores hjerne opmærksom og i stand til at skærpe fokus.

Men hvad er hyperaktivitet? Pr. definition er hyperaktivitet enhver aktivitet der ikke umiddelbart er nødvendig i forholdet til indeværende situation. Dermed er hyperaktivitet en meget bred gruppe af aktiviteter. Det ovenfor beskrevne indikerer primært bevægelse, og lyd, altså at springe rundt, at løbe, at hoppe, at klø sig, at pille ved sine smykker, ærmegab..., at tale, at tygge, at synge, at nynne osv. osv.. Des mere forsøg på kontrol, såvel bevidst som ubevidst, des mindre iøjefaldende hyperaktiviteter af disse typer. Hyperaktivitet er dog jævnfør definitionen ikke blot de ting vi umiddelbart kan iagttage, hvilket undersøgelser for ADHD ellers kan give den tanke at det er, men hyperaktiviteter skal jo forstås i forholdet til hvilket behov det er de opfylder for hjernen: hyperaktiviteter forhøjer arousal, altså hjernens vågenhedsniveau. Dermed kan hjernen altså anvende alle de centre, der forhøjer arousal. Hele sanseapparatet bevirker input der forhøjer arousal, og derfor er der forhøjet input på alle sanseapparater, det er såvel syn, smag, hørelse, følesans, lugtesans, som det er disse i sammenhæng, eksempelvis bevægelse, eller det kan også være markant forhøjet tankevirksomhed, eksempelvis kontinuerlig gang i refleksion og anden tankevirksomhed. Dermed er den bærende og overvejende del af hyperaktivitet usynlig for omgivelserne, og det er ikke muligt via umiddelbar observation at konstatere hvorvidt der er tale om hyperaktivitet eller ej. Dette er særligt tydeligt når vi har fokus på piger med ADHD, eller de mere stille drenge med ADHD, der ofte diagnosticeres med ADD (altså opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet), til trods for markant forhøjet hyperaktivitet blot af de usynlige typer. Dette også markant ved voksne der sendiagnosticeres, idet de har lært sig selv at undertrykke udadrettede hyperaktiviteter, hvilket ikke fjerner hjernens behov for at øge arousal, men blot skaber en situation, hvor hjernen øger arousal ad anden vej. Kort sagt at de mange sanse- og tankehyperaktiviteter stiger i antal og intensitet, når de synlige fysiske hyperaktiviteter falder i intensitet og frekvens.

Hyperaktiviteter har således til formål at skabe forøget vågenhed i hjernen, ved blandt andet at skabe en vedvarende forstyrrelse ved hjælp af sanseinput. Konsekvensen er at hjernen ganske rigtig forbliver i forhøjet arousal, men det får også den utilsigtede konsekvens at graden af forstyrrelse bliver så høj at en høj grad af arbejdshukommelsens kapacitet tillige beslaglægges, og dermed nedsættes i forholdet til de alment fungerende omgivelser. Af dette følger så endnu en kompenserende adfærd og tænkning der er karakteristisk for alle mennesker med en udfordret arbejdshukommelse - fokustænkningen, og plantænkningen, men mere om dette på et senere tidspunkt. For nu er det vigtigt at holde fast i, at hyperaktivitet har et væsentligt formål, og at de er hjernens eget automatiserede system for kompensation for den nedsatte vågenhedstilstand der er grundlaget for ADHD-hjernen.

Der medicineres ved ADHD primært med en gruppe af medicin der betegnes centralstimulantia (fx. Ritalin, Concerta, Motiron - det virksomme stof vil være enten en form for amfetamin - dexamfetamin fx., eller det kan være Methylphenidate el.), denne medicin er dopaminvirkende, og påvirker hjernens dopaminniveau direkte og over en relativt kort periode. I kraft af dette stiger hjernens vågenhedsniveau, og dermed falder hjernens behov for hyperaktivitet, og dermed også de forstyrrelser hjernen udsættes for. Dette er baggrunden for medicinens positive effekt ved ADHD, såfremt man naturligvis kan tåle medicinen. Der er også andre medicintyper, typer der påvirker det dopaminerge system mere indirekte, og derfor ofte også påvirker andre systemer, der i hjernen har andre formål end blot at regulere vågenhedstilstanden. Ikke desto mindre har man det samme formål med medicineringen at mindske hjernens behov for automatiseret iværksættelse af hyperaktivitet, der bevirker stærk distraktion og forstyrrelse af såvel den berørte som af omgivelserne. Det er altså meget kendetegnende at stoffer der rent kemisk vil give voldsom overaktivitet ved mennesker uden ADHD, ofte vil virke beroligende på mennesker med ADHD, idet deres aktivitetsniveau sænkes markant og tilnærmer sig rammen for det almene. Således stod der i flere år på min søns medicin: "beroligende ved ADHD".

Nærværende fokus vil altså være, at det ikke er meningsgivende at bede et menneske der udfører hyperaktivitet om at "sidde stille", "tie stille", eller på anden vis være regulerende i forholdet til dette, men nærmere at man imødekommer sit eget behov: "uha, jeg bliver godt nok forstyrret af at du render rundt her lige ved siden af mig..." og dernæst at man imødekommer den andens behov: "kan du evt. finde en anden hyperaktivitet, der ikke er forstyrrende for mig?". For det kan vi altid! Nogle ved ikke dette om sig selv, at enhver hyperaktivitet bevirker forøget arousal, og så er det jo at fokus må være at gå i gang med at undersøge: kan jeg evt. tygge tyggegummi (bevægelse), kan jeg gnide mine hænder mod det ru stof på mine jeanslommer (sansning og bevægelse), kan jeg se mig om i lokalet (sansning), osv. osv. - det vigtigt er at man også har hyperaktiviteter, der ikke kræver en særlig genstand at "dimse med", da man jo faktisk kan risikere at glemme en sådan, og hvad gør man så...

Dette var sidste afsnit i gennemgangen af typiske bevægemønstre ved ADHD, Autisme og Tourettes. Der er dog kommet gode forslag til andre emner der vil blive behandlet i bloggen, så hold øje med bloggen her, del også gerne dine egne erfaringer, og glem stadigt ikke at følge os her:

https://www.facebook.com/JHOconsult





  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post12

II: Tics, stims og hyperaktivitet

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 04 Sep, 2013 14:24

Del II - for del I klik her

Jeg har et morderlig irriterende tic, et desværre også tilbagevendende tic: jeg blinker med det ene øje, og det gør jeg altid lige når jeg søger øjenkontakt, for lige at sikre kommunikationen. I kender det godt, øjenkontakt er forstyrrende, og derfor undgår vi den gerne, når vi skal fokusere. Jeg ved jo godt at den er vigtigt, for andre såvel som for mig selv, og derfor kompenserer jeg nærmest automatiseret ved lige at møde andres blik i min pointe, eller når vi giver hånd og hilser på, eller af osv. Dette tic kan være overordentligt besværligt, fordi det at blinke til andre, i mange sammenhænge er relateret til at blinke til den man flirter med. Så når jeg så ser andre i øjnene, og samtidig såvel smiler som blinker, så kan jeg let misforstås, som en der er godt i gang med flirteriet. Det er klart at dette oftest opstår i de svære sociale sammenhænge, hvor jeg i forvejen er særligt udfordret, og dermed at det bliver ekstra upassende, når jeg lige skal hilse på en vigtigt kontakt i vores virksomhed, og jeg så står og blinker til hendes mand bagefter...

Men ud over at være en god historie og lettere irriterende, så er dette tic jo ikke voldsomt forstyrrende, eller særlig svært at leve med.

Når man taler om tics, som er ufrivillige bevægelser eller lyde, så skelner man mellem tre "typer" der er væsentlige at kende til, som er typiske i kombinationen med ADHD, og til en vis grad også ved autisme, og Aspergers Syndrom:

· Forbigående tics - kan være såvel motoriske (bevægelse) som vokale (lyd) - kan være variere i intensitet, og kan komme og gå og skifte type, men har samlet set ikke en varighed på længere end et år.

· Kroniske tics - er enten motoriske eller vokale - kan variere i intensitet, og kan komme og gå og skifte type, men har samlet set længere varighed end et år, altså er kroniske og tilbagevendende.

· Tourettes - tics som er både motoriske og vokale, kan variere i intensitet, kan komme og gå, og skifte type, og er kroniske.

Årsagerne til tics er omdiskuterede og er der er ingen evident sikkerhed for deres udgangspunkt, og dermed for deres årsag. Der er dog sikkerhed for at der er relation til basal ganglierne, til Thalamus, som vi selv har beskrevet nærmere i indlæg vedrørende søvnforstyrrelser, og Corpus Callosum, hvis betydning i relation til de neurologiske handicaps vi vil komme mere ind på, i kommende indlæg i denne blog. Der er også en sikkerhed for at der er anderledes funktion i hjernen vedrørende det dopaminerge system, såvel som vedrørende noradrenalin, adrenalin, og endeligt serotonin. Så langt så godt, og intet står særligt klart endnu. Enten havde du allerede selv læst alt dette på forhånd, eller også tænker du: " det alt sammen meget godt, men hvad betyder det for mine tics?"...

Og hold nu fast igen, for her følger så den lavpraktiske og forståelige version af de nerologiske mekanismer bag og omkring tics: Hjernen der producerer tics er påvirket af de samme og velkendte udfordringer, som vi kender det i ADHD'ens rene form, eller ved autisme eller Aspergers i sig selv: forstyrrelse i organerne der vedrørende sanseinput og sansebearbejdning, og endvidere nedsat forbindelse mellem de to hjernehalvdele. Lavpraktisk betyder dette faktisk en del for forståelsen af tics. Tics er simpelthen "dopamineksplosioner" i hjernen, som bevægeapparatet reagerer på, med de lettest tilgængelige akutte udladninger i form af tics, enten motoriske, vokale eller begge dele. Tics er en sund måde for hjernen at reagere på, når den oplever en pludselig overflod af dopamin. Hvis hjernen er i en kontinuerlig tilstand af forhøjet dopamin forårsager det psykoser, og dermed er tics hjernens sunde automatiserede måde, at nivellere dopaminen på, således den ikke er farlig for hjernen. Samtidigt sker der dog også det, at tics forhøjer dopaminniveauet, fordi tics er bevægelse og bevægelse er med til at forhøje arousal i hjernen. Således kan de der har svære tics ofte nikke genkendende til, at tics sætter gang i flere tics, der igen sætter gang i flere tics, der i serier af tics afløser hinanden. Dette kan være fuldstændigt udenfor nogen form for kontrol, og kan være så vedvarende at det er udmattende og medfører stor forstyrrelse, såvel som smerter i muskler og led, af de vedvarende og ofte rykvise bevægemønstre. Det er begrundet at antage at dopamineksplosioner der udløses automatiseret i en hjerne, er forårsaget af akut opstået behov for forøget arousal (hjernens vågenhedstilstand), hvilket er en kerneproblematik ved de neurologiske handicaps, hvorfor det også giver mening at antage, at der her er en sammenhæng. Sammenhængen har dog intet forskningsmæssigt belæg, og er altså endnu ikke evident.

Tics kan være enkeltstående tics, som det jeg nævnte foroven - et tilbagevendende blink med øjet, det kan være enkeltstående ord, og det kan være serier af bevægelser, og serier af ord, eller lydudtryk, ligesom det kan være en kombination af begge dele: jeg kan rykke mine arme rundt i en serie af mærkværdige bevægelser, have mange sammentrækninger af dele af mit ansigt, og samtidigt lave en serie af lyde "prrfft prfft prrfft, gggg gggg gggg, gnuk gnuk gnuk". Sætninger kan afbrydes af tics, eller sammenhænge kan blive voldsomt forstyrrede af dem. I mindre voldsomme versioner kan tics være gryntelyde, snøften, hosten, rømmen osv., eller kontinuerligt tilbagevendende nynnen, eller fx. enkelte ord eller lyde. Mange med mildere tics, særligt børn og unge, dækker over deres tics ved at lade bevægelsen fortsætte over i en almindelig bevægelse, og således kan hånden der skal op til panden, som et tic, fortsætte med at løbe gennem håret, som en kamuflage. Endvidere kan skældsordet, der var et tic, fortsætte ind i et skænderi, fordi det ikke erkendes at det i første omgang kom ud som ufrivilligt tic. Efterligninger af andres handlinger, mimik eller lyde kan også være tics, og her kan andre opleve at der gøres grin med dem, og børn og unge kan have en tendens til at fastholde at de handlede med vilje, frem for ufrivilligt, hvilket kan medføre svære unødvendige konflikter. Fokus på selvkontrol kan blive helt uden kontrol, hvilket forværrer tics, da det medfører stress, men en endnu værre og typisk konsekvens kan ofte blive tvangsbetingende handlinger og tanker - ofte også fører direkte til OCD, eller meget rigide og stringente livsvalg, uden nogen plads til nuancer. Det er altså meget meget vigtigt og væsentligt, at man hjælpes med at forstå og erkende sine tics, og med at leve kærligt med den man nu er, også selvom det ser meget anderledes ud, end de andre.

Tics kan klassificeres i en længere undergruppe af forskellige tics, blandt andet kan man have den ovenfor beskrevne ekkolali - at gentage hvad andre siger - koprolali ufrivillig anvendelse af typisk sexuelt orienteret ordvalg, og mange andre undertyper, som man kan læse mere om med simple søgninger på fx. Google, hvis der er nogen der har lyst til at læser mere om dette.

Hvis vi holder fast i den lavpraktiske forståelsesramme, der blev beskrevet ovenfor, så er det også meningsgivende i forholdet til det vi nu ved om tics: de forværres ved stress, de forværres efter perioder med stor udladning af fysisk eller psykisk aktivitet, eller inaktivitet - dvs. tics er dermed hjernens ustyrlige, automatiserede reaktion på for lav arousal i forholdet til dens automatiserede opfattelse af behov for arousal. I og med at den reagerer på for lav arousal med voldsomme dopaminudløsninger, kan man godt sige at den overreagerer, og dermed får den også behov for at lave en udladning. Derfor er tics det man kalder ufrivillige. Man kalder dem ufrivillige, frem for automatiserede, da de til en hvis grad og i nogle sammenhænge kan undertrykkes. Når de undertrykkes vender de dog oftest voldsomt tilbage, i forstærket grad. Igen giver dette mening, i forholdet til den forståelsesramme, der gives i dette indlæg: når hjernen har behov for akut forhøjet vågenhed udløser den akut vågenhedsstof (dopamin), og når dette dopamin er for meget og for akut, så udløser den akut afladning af dette (tics), den akutte afladning medfører igen udmatning og sænkelse, og i den trætte eller stressede hjerne bevirker dette en dynamisk og reetablerende cyklus af dopaminfrigivelse, tics, dopaminfald, dopaminfrigivelse, tics... osv...

Så hvad kan man gøre ved det? Ja, igen har vi en klar faktor der skal overvejes: hvad er stresniveauet i livet? Stres er stærk medvirkende faktor i tics. Er tics værre i nogle sammenhænge end i andre, eller efter nogle sammenhænge, end efter andre - find frem til hvad der kan gøre det lettere. Forstå og kend dine tics, eller hjælp dit barn til det samme, det er usundt at skjule hvem man er, og giver i længden mere rummelighed og forståelse, at stå ved det og stå ved sine tics og undskylde når andre står uforstående ved siden af, og kan få den tanke, at udtryk eller bevægelser kan være med vilje, hvis de er kamuflerede.

Endvidere, er der medicinske løsninger, til tider vælger man (oftest ved svær Tourettes) dopaminsænkende former for medicin, dette vil typisk være antipsykotiske præparater fx. Risperidon, Haldol ol.. Ved mild Tourettes eller ved mildere former for kroniske tics har man fundet at dopaminvirkende, eller dopaminpåvirkende medicintyper har god effekt, Dvs. fx. Methylphenidate, eller SSRI, og flere specialister benytter dette. Dette er fortsat kontroversielt, fordi man jo i sin rene form ser at man tilfører dopamin til et system, der jo kontinuerligt af egen vej udløser mindre "dopaminbomber" i hjernen. Igen giver den lavpraktiske forståelsesramme for dette indlæg god mening, idet reguleringen af hjernens dopaminniveau, sænker at hjernen udløser disse mindre akutte "bomber", da der er ikke er samme behov for det. Det er korte af det lange, er at det ofte ses at have positiv effekt. Endnu mere væsentligt er, at det jo er kontraindikerende ved ADHD at medicinere med dopaminsænkende medicin, da man jo ved at hjernen netop har for lav arousal (resultatet af for lavt dopaminniveau i forholdet til behov), dermed er det hensigtsmæssigt ved kombinationen af ADHD og tics, når lægen vælger at forsøge med dopaminvirkende medicintyper, og overvåger dette i en indkøringsfase. Nogle medicinerende skal have hjælp til at nedsætte stressniveauet i deres liv, fordi de umiddelbart anvender medicinen til at nå endnu mere, en typisk ved reaktion ved udredning og medicinering af mennesker med medicin. De skal så have hjælp til at sætte tempoet ned, og finde en mere rolig vej, og først derefter kan man vurdere hvorvidt medicinen har en mildnende eller forværrende effekt på tics.

Desuden kan man også dyrke motion, her frigives meget dopaminpåvirkende stof, og selvom det i nuet kan medføre flere tics umiddelbart efter træningen, så medfører det over sigt højere dopaminniveau, og dermed mere jævnt forhøjet dopaminniveau, og færre tics. Nogle hjælpes af musikterapi, der nedsætter stres, og udvikler Corpus Callosum (giver flere forbindelsesled mellem hjernehalvdelene), nogle kan "ticce på forhånd" eller "ticce af" dvs. bevidst give den hele armen, og så er kroppen fri - også en form for motion, omend den her styres af ticsene - altså råbe "PIK PIK PIK" fx. fremfor at løbe forpustet afsted på cykelstien - alt som man lyster. Der er også muligheden for at skrive sig ud af sine tics - i en periode - ud skal de jo i sidste ende - men man kan holde til flere timers stillesidende deltagelse i konferencer eller lignende ved at skrive al sine koprolalia betingende udtryk i margen på sit konferencematerieale, eller som et af de børn vi havde i behandling skrev i sin "pik-bog" i skolen.

Næste del omhandler hyperaktiviteter - men der er kommet mange gode ideer til emner i bloggen og kommende emner er blandt andet stress, behandlet mere generaliseret og de konsekvenser som stressen har, endvidere seksualitet og arbejdsmarkedet, så hold øje med bloggen her, del også gerne dine egne erfaringer, og husk at følge os her:

https://www.facebook.com/JHOconsult

Direkte videre til del III her







  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post11

I: Tics, stims, og hyperaktiviteter

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 27 Aug, 2013 15:02
Tics - Stims og Hyperaktiviteter - hvad er forskellen egentlig?
del I - for del II følg link her

Har du bidt og bidt og bidt i dine negle, eller pillet i dine neglerødder, som en besat - til det blødte og til du ikke kunne bruge din hænder uden smerte. Eller har du revet og pillet og rodet i dit hår til det faldt ud?, snoet og snoet det på fingrene, og forsøgt at skjule at du fik stadigt flere sår, eller hårløse pletter i din hovedbund, eller bare accepteret og gået konsekvent med kasket, for at undgå at skulle tale om det, når du ikke kunne forklare og verden ikke kunne forstå. Rokker du med kroppen, med hovedet, eller nynner konstant - og forstyrrer dine forældre eller oplever at dine kære bliver pinligt berørte når du igen - uforvarende - pådrager dig alles opmærksom på MC Donalds, ved at flappe med armene og lave pruttelyde med læberne. Har du oplevet at blive så presset og frustreret, at du igen og igen slog hovedet mod væggen, for at få ro - RO. Eller kæderyger du, og har igen og igen forsøgt at stoppe, men formår ikke at føle dig hjulpet af de tonsvis af gode og nu evident anerkendte erfaringer og metoder, der hjælper alle andre. Er det altid dig i undervisningen, eller til mødet, der klikker med en kuglepen, så de andre bliver tossede, og til sidst tror du gør det for at provokere. Er du måske også selv lidt begyndt at tænke på dig selv som en provokatør? Har du ikke længere tal på det antal gange hvor en person har lagt en "beroligende" fast hånd på dit lår, din arm, din overkrop, fordi de syntes du "hoppede" med kropsdelen, og ønskede at stoppe dig? Klør og kradser det overalt, når du ligger stille for længe og skal du altid helst have gang i såvel telefon, som TV, som computer, for rigtigt at kunne følge med i alle tre? Kan du få en så indædt trang til at råbe "PIK" eller "FUCK", at du faktisk gør det, også midt i eksamen, eller lige før du hopper af bussen, så alle alligevel når at høre det, selvom du undertrykte det i lang tid? Eller måske opdager du ikke engang at det sker, men først når omgivelserne reagerer - oftest med forskrækkelse, forargelse, eller vrede - så forstår du at du nok igen fik sagt, eller gjort noget, der ikke var planlagt.

Ved du hvorfor? Hvis ikke, så ved du bestemt heller ikke hvordan du kan lave en forandring, og hvordan du kan sikre, at forstå de signaler som dit handicap sender dig.

Du kan nemlig se disse adfærdsmønstre og tusinde andre, som dem, som signaler på behov din hjerne har, og som den på genial vis formår at udløse tilfredsstillelse i forholde til, helt uden din bevidste hjælp. Lær at elske dine stims, dine hyperaktiviteter, og dine tics, ved at forstå, hvad det er de giver din hjerne, og ved at se, at når du forstår det, så kan du selv blive mester i at fodre hjernen med det samme, blot med metoder du selv har bestemt, der passer såvel dig, som dine omgivelser, og som ikke er skadelige, selvskadende, eller forstyrrende!

Først skal du naturligvis forstå hvad den udløsende årsag til handlingerne er. For det er den udløsende årsag, der skal adresseres, når du skal ændre handlemønstre. Du må ikke tro du bare skal holde op. Det du skal, er at lære, at sætte noget andet i stedet, noget der opfylder det samme behov. Indtil videre har du enten bare fået ro til at udføre dine handlemønstre, eller du har fået forskellige former for hjælp, eller ordrer, eller henstillinger - der sigtede mod ophør af disse handlemønstre.

Vi arbejder aldrig med at man bare skal stoppe - man skal erkende, forstå, og så skabe forandring, der sundt lægger i forlængelse af denne forståelse. Forandringer og udvikling, skal stå på et sundt fundament af erkendelse, forståelse og evt. ny adækvat handling (adækvat= BÅDE passende og tilpasset).

Hvordan kan du så forstå de forskellige handlemønstre?

Stims er udtryk der beskriver selvberoligende adfærd, kort for "selfSTIMulation". Eksempler er når autisten piller, rokker, rager, gnider og gnubber, flapper med armene, "bobber" med hovedet, nynner kontinuerligt, laver monotone strubelyde, gentager remser - egne eller andres, snor hår, slikker/tygger/berører noget der er koldt/varmt/glat. I ekstreme tilfælde er disse stims voldsomme, med skader til følge, særskilt på autisten selv: hårtab, kontinuerligt åbne og genåbnede sår, smerter i led og ekstremiteter, svære selvpåførte slagskader, kradseskader, bideskader osv.. Mere indadvendte eksempler, som omgivelserne måske ikke kender til, er når du får tanker der kører igen og igen, når en remse eller et rim kører inde i hovedet, når din yndlingsligning er det der passerer forbi med hundrede i timen, og du holder fast i den, og gennem den finder de andre. Det kan også være lyde du søger, der kan berolige dig, eller smagsoplevelser, dufte, taktile oplevelser, - måske presser du dig helt ind i hjørnet på sofaen, eller ligger dig under den helt op af væggen, med lidt af sofaens vægt hvilende på din overkrop. Måske får du voldsom lyst til at sortere dine ting, men er ikke hjemme, og sorterer dem derfor i hovedet i stedet, og ser dem for dig. Måske forsøger du at få orden på det hele, ved at tale med dig selv og fortælle det hele, - alt uordenen til dig selv - og systematisere den og rette den op, fortælle hvordan det skal være, dette gentager du igen og igen til du ikke længere husker, hvad der udløste det. Stims er altså forskellige former for gentagne adfærdsmønstre, der oftest er helt og fuldstændigt automatiserede, og endvidere sagtens kan være enten usynlige, eller bevidst skjult, for omgivelserne. Vær opmærksom på, at des mere udadrettet en autisme, der er tale om, altså jo længere inde på spektret mod normalområdet, autisten befinder sig, des bedre bliver vi til at skjule denne adfærd. Det er ikke det samme, som at vi ikke udøver den, og det lader sig bestemt heller ikke altid gøre at skjule den, i det den automatiseres i stigende grad, følgende graden af den belastning, der udløser den.

Vi ved jo alle, at autisme er relateret til svære vanskeligheder med bearbejdning af sanseinput. Dette er også nu anerkendt som et af de primære kendetegn ved autisme, hvorfor det også i det kommende DSM 5, er angivet som del af diagnostiske kriterier. Dette er en af de enestående ting, ved de nye kriterier i autismediagnosen, og bestemt en god tilføjelse, fordi den adresserer en kerneproblematik. Desværre er dette endnu ikke beskrevet som en kerneproblematik, men ikke desto mindre, er det dog medtaget, således det ikke længere blot er ydre og synlige symptomer på autismen, der er medtagede i de diagnostiske kriterier i DSM 5.

Dette er væsentligt for denne blog fordi: årsagen til at vi autister udøver selvberoligende adfærd, er at vi har behov for den. Dvs. vores sanseintegrerende funktioner i hjernen er blevet overbelastede, og har nu behov for at skabe ro. Der skabes ro, ved at udføre en specifik form for handling, som hjernen af erfaringen har lært vil overdøve alle andre sanseinput og dermed skabe ro, i den forvirring og overbelastning, der er opstået. Det er også derfor vores stims kan være så ekstremt voldsomme - der kan jo være tale om større eller mindre belastning. Hvis jeg er i et skænderi, kan jeg ende med at slå mit hoved ind i muren, hvis jeg er på MC Donalds (efter eget fri valg), kan jeg måske godt nøjes med at rokke, gynge og nynne. Hvis jeg er ved at skrive et blogindlæg og der er andre i huset, kan jeg måske nøjes med at gynge med hovedet. Der er altså en form for overensstemmelse mellem graden af belastning, og behovet for udøvelsen af stims.

Jeg opdager kun sjældent selv, at jeg stimmer (udøver selvberoligende adfærd), men mine omgivelser har den fordel, at de kan se mig udefra, og kan derfor opdage det. Her kan de hjælpe mig: ved at gøre mig opmærksom på min adfærd. Når de gør det, kan jeg vurdere om jeg bør søge ro på anden vis, eller om den igangværende belastning er en nødvendig del, af det liv jeg gerne vil leve. Her kan jeg altså begynde at vælge enten at forblive i det der belaster, eller at søge ro og fred andetsteds. Vores stimming, kan til tider være tæt relateret til vores særinteresser, eller særskilte fokusområder, i det der jo følger en stærk beroligelse og tilfredsstillelse, ved at beskæftige sig med det fordybede område af interesse. Dermed betyder adfærden altså ikke altid at vi er overbelastede, og blandt andet derfor er det også meget vigtigt at vi selv får stort kendskab til dette, og til vores egne sunde og ofte velvalgte coping-mekanismer. Stimming er jo en form for coping, idet stimming i sin gode variant, hvor belastningen ikke er så overvældende, at den fører til selvskadende adfærd, jo netop sætter os i stand til at være steder, hvor vi ellers overbelastes i vores sanseapparat. Så når jeg står på Mc Donalds og begynder at rokke, gynge og nynne, så kan jeg faktisk gynge lidt mere og nynne lidt mindre, og få samme effekt - når bare jeg bliver gjort opmærksom på dette. Så kan jeg faktisk ind i mellem godt håndtere og holde til, at gå sådanne steder hen, med mine børn og min mand, der nu engang godt kan lide den mad (ind i mellem). Andre gange kan det være at jeg opdager, at jeg faktisk ikke kan være der, og kan derfor handle anderledes på at denne belastning følger i halen på en lang række af andre belastninger i den aktuelle hverdag, og jeg kan så aftale med min familie, at jeg venter i bilen.

Pointen er her: lær dine stims at kende, hjælp dit barn til det samme. Forstå dem som det de er: signaler fra dit sansebearbejdningsapparat. Lær at vurdere belastningen du reagerer på, og begynd at vælge hvor du bliver og bruger dit stim til at cope, og hvor du i realiteten er for overbelastet og bør vælge at trække dig og søge ro.

Jeg kan ikke her beskrive konkrete tiltag for den enkelte, angående iværksættelsen af dette, idet det er unikt for hver eneste person med autisme. Det kan være nødvendigt med eksperthjælp fra personer som os, til erkendelse og selvforståelse, og særligt til iværksættelsen af hensigtsmæssig håndtering, eller til at hjælpe sine børn til det samme. Der er dog ingen tvivl om, at det hele starter med at få en viden og en forståelse, for sit eget indre, eller for sine pårørendes indre, og det håber jeg at vi med denne blog, kan medvirke til at skabe.

Hvis du vil vide mere, så hold øje med os her, vi fortsætter med beskrivelsen af tics og hyperaktiviteter, således du kan skelne mellem stims, tics og hyperaktiviter, og dermed også fuldt ud kan forstå hvad de betyder for dig og for din autisme, eller for din ADHD, og også kan begynde at se det rigtige behov, de er et udtryk for.

Husk at følge os på https://www.facebook.com/JHOconsult

Direkte videre til del II her















  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post10

Spiseforstyrrelse og autisme, Aspergers og ADHD

BlogPosted by Rikke og Jan Have Odgaard 22 Aug, 2013 19:28

Der er kun en vej til rigtigt og sundt at hjælpe os: det er ved at give os midlerne til selv, at kunne styre vores handicap, så det ikke er handicappet, der styrer os.

Spiseforstyrelser er endnu en symptomatisk følge ved et neurologisk handicap, og igen, som når vi taler om søvnforstyrrelser, så er der alt for mange, der ikke selv ved at de har en spiseforstyrelse. Når vi hører om spiseforstyrelse i medierne, så beskrives ofte den type af spiseforstyrelser, der er forårsaget af et inderligt ønske, om at opnå kontrol. Typer af forstyrret spisning, der alt for ofte ikke er genkendelige ved personer med neurologiske dysfunktioner, hvorfor behandling desværre ofte fejler. Når vi hører om de typer af forstyrret spisning så genkender vi ikke os selv, og ikke vore børn, eller pårørende med autisme, ADHD, eller Aspergers.

Her optræder oftest andre typer af forstyrede spise mønstre, nemlig:

· Selektiv spisning - såvel moderat, som ekstrem, i en grad der kan føre til alvorlige mangelsymptomer, og mangelsygdomme. Årsagerne kan være mangeartede også her, og det er ofte nødvendigt at udelukke eventuelle sygdomme, allergier ol., hvilket er meget belastende for såvel den enkelte, som for hele for familien. Efter udelukkelsen af diverse sygdomme er årsager tilbage af relevans for denne blog, og vil blive behandlet mere dybdegående nedenfor.

· Misbrugsspisning, overspisning.

· Glemsom spisning, meget spredt spisning, der fører til generelt usund spisning og levestil.

· Manglende hjælp til sund spisning i forbindelse med medicinering, med samme resultat som ovenfor: glemsom spisning og spredt spisning, og akutte oplevelser af sult, med for mange hurtige, og impulsive valg til følge

· Spisning som hyperaktivitet

· Spisning som stim

Når du skal forstå dit eget eller dit barns spisemønster, skal du altså kunne skelne mellem de enkelte former for typiske spiseforstyrrelser beskrevet ovenfor. Det er klart at et mindretal af personer med autisme, ADHD og Aspergers, fremover under et kaldet AN(Atypical Neurology), også kan have helt alment funderede spiseforstyrrelser, men det vil jeg ikke behandle i den her blog, for om det findes meget og god information mange andre steder. Hvad der ikke findes andre steder, er en samlet lavpraktisk beskrivelse af typiske, og symptomatiske spiseforstyrelser ved AN.

Først nogle forbehold, som du er velkommen til at springe over, og gå direkte til afsnittet nedenfor: Det er klart at når vi i Danmark er nogle af de eneste der reelt arbejder med dette som udgangspunkt, og efter hvad jeg ved også er nogle af de eneste der reelt beskriver dette, som vi ser og erfarer det i vores daglige praksis, så er det følgende ikke en videnskabeligt baseret opsummering. Jeg kan ikke henvise til evidens hentet i artikler på emnet, og jeg kan ikke påvise studier eller for den sags skyld pilotstudier, der har påtaget sig at undersøge i dette. Er du forsker, kan jeg opfordre dig til at undersøge det, om du vil. Som forældre, eller som AN'er selv, der kan du roligt lade fornuften råde, det er du nok alligevel vant til alligevel, når alt andet - også det videnskabeligt evidente - glipper.

Selektiv spisning er forårsaget af stres. Du har sikkert hørt om sanseintegrere dysfunktioner, og om at dit barn, eller du selv ikke kan forarbejde sanseindtryk på samme vis som den normale hjerne. Du ved sikkert, hvis du er autist eller har aspergers, at det her er en af de største udfordringer i dit handicap. Det er ikke sikkert, hvis du har ADHD, at du ved det, men det samme gælder faktisk også dig: dine hyperaktiviteter, er for langt de flestes vedkommende sanseinput, der skaber forhøjet vågenhedstilstand i din hjerne. Kontinuerligt bombardement af sanseindtryk, som hjernen ikke evner at få bearbejdet, betyder at de som ved et produktionsbånd stakker sig op, og begynder at stoppe maskinen, der overbelastes. Det er klart at hjernens reaktion på at egen evne til hastighed af bearbejdning af indtryk, ikke stemmer overens med krav i omgivelsernes kontinuerlige transmission af input, er: stress.

Når hjernen er stresset sker der flere ting samtidigt, relevant for denne sammenhænge er det følgende: hjernen forsøger at forøge egen bearbejdningshastighed, som når du jokker helt ned for speederen. Det vil sige hjernen "skærper sanserne" for det er en af hjernens acceleratorer, samtidigt sker der det, at den allerede overbelastede hjerne, der jo netop ikke kan bearbejde alle disse input, nu overbelastes endnu mere, og naturligt forsøger at beherske mængden af sanseinput (her kan man vel alligevel godt tale om en form for kontrol), på de kanaler den har indflydelse på. Det kan være hørelsen, det kan være følesansen, ved spisning er det såvel smags- lugte, som følesansen, der påvirkes. At spise er en voldsom oplevelse, når sanseapparatets modtagekanaler er overbebyrdede, og ikke sundt og naturligt kan integrere. Hver eneste nye smag/lugt/følelsoplevelse i munden (er det fast/blødt/krummet/glat/varmt/koldt...) er endnu en overvældende mængde af input til en overbelastet hjerne, der indædt kæmper imod. Det er klart at dette opleves og erkendes af hjernen ubevidst, og derfor skabes der strategier, der ikke er erkendte, og dermed let tilgængelige. Og husk nu at det jo ikke kun er maden, der skaber disse sansepåvirkninger, det er samtidigt rummet omkring, det er andre personer, lydene i rummet osv.. Og husk endvidere at der oftest er tale om en ophobning af stress, frem for udelukkende af en momentant opstået stress, dette er med til at gøre os tilsyneladende mere rigide, end vi retfærdigvis er, når vi er vores eget rolige og ikke overbelastede selv.

Det er også derfor man ofte anbefales at lade NA'eren spise alene, og sikre ro under måltidet, at servere maden adskilt osv. - Alt sammen gode og sunde valg, der retter sig mod det relevante behov, omend der er udfordringer ved det: Husk nu at vi selv skal være med på hvorfor, så vi selv kan vælge det sundt og sunde, når vi selv skal tage ansvar for vores liv! Husk også noget lige så væsentligt: når vi først er stressede, og opbrugte, når vi er blevet overbelastede, så er det kun tid, alene med selvvalgte sysler, der kan hele os og give os kræfter igen. De af jer der læser dette som pårørende, I vil kunne finde såvel videnskabeligt funderet evidens for dette, som et utal af personlige beskrivelser omkring dette på nettet, i blade og ved simpelthen af spørge os. Derfor er det altså ikke sikkert at det giver ro nok, simpelthen at sidde alene og spise. Der er jo en grundt til at alt det her startede, den selektive spisning, den sansemæssige overbelastning - er de problemer håndterede og løst? Er de erkendte og forståede, eller er der en konstant tilstand af stress i dig, eller i barnet? Tænk over det - hvornår startede det, hvor længe har det varet, har der været perioder hvor det var mindre slemt, og oplevelser, eller steder hvor det slet ikke eksisterede. Er der omgivelser hvor du, eller hvor dit barn, bedre kan åbne sig for at prøve nyt, og hvad er særskilt unikt ved de omgivelser? Her ligger måske løsningen på gåden... og på hvordan der igen kan komme ro i et stresset system. Det er ikke sikkert det er nok med en weekend, og slet ikke hvis denne weekend er fyldt med samvær.

Husk også at vi ikke får fravær af stress udelukkende ved hjælp af ydre rutiner, rammer, og systemer. Vi får primært fravær af stress, hvis vi hjælpes til selv at medvirke til at skabe disse rutiner, rammer og systemer, således de stemmer overens med vore egne og unikke behov. At lære at gøre dette, er en uddannelse i og for livet alle vi med neurologiske handicaps har behov for, og svarer fuldstændigt til, at man ved sukkersyge fx. lærer om sund kost, om insulin og om egen medicinering.

Misbrugsspisning er når man spiser forårsaget af ønsket om at forfølge sin akutte lyst, og når man typisk kontinuerligt arbejder på at styre sin lyst til det man vil spise, og igen og igen oplever, at det kunne man ikke. Nogle gange, men bestemt ikke altid, fører det til svær overvægt, omend ligeså mange mennesker kan spise og spise uden at tage på, så lad være med at se efter overvægt som eneste indikation, for den behøver ikke at være der. Du kan godt konstatere det ved dit barn, hvis du mærker at de bliver helt elektriske og overfokuserede, når der kommer noget lækkert på bordet, hvis de dynger for meget mayonnaise på deres mad, eller andet de nu lige bedst kan lide, og hvis de alt for systematisk og vedvarende tømmer alle lagre i hjemmet for lækkerier osv. Når ingen rest kan stå, og når intet lækkert kan gemmes.

Årsagen er logisk: neurologiske handicaps relaterer alle til dopamincentre i hjernen, og de udfordrede hjerner mangler løbende forhøjelse af dopaminniveauet, i det dopaminniveauet sikrer høj grad af vågenhed, og hurtig arbejdshastighed i hjernen. Det er klart at denne hjerne let lærer at forfølge og opsøge lette dopaminkicks, og sådan skabes en hjerne der søger forhøjning af dopaminniveauet, og her ved brug af spisning. Hvis du eller dit barn er misbrugsspiser, så vil du som oftest også se, at misbrugstænkningen har bredt sig til mange andre områder af din eller barnets adfærd.

Glemsom spisning er også en naturlig følge ved neurologiske handicaps, og jeg medtager det som en spiseforstyrrelse, fordi det ofte bevirker at vi lever usundt, ikke har styr på sundhedsgraden i det vi spiser, fordi vi er glubende sultne, når vi endeligt spiser. Det er vel i grunden mere en forstyrret spisning, end en egentlig spiseforstyrrelse. Ikke desto mindre er det meget vigtigt at være opmærksom på også det, og kende til det.

Ved alle de neurologisk handicaps er det sådan at vi befinder os næsten kontinuerligt i et hyperfokus, vores eneste måde at koncentrere os på, er overdreven koncentration. Du ved det måske ikke selv, men tro mig dine omgivelser har opdaget det, du svarer aldrig når de taler til dig, selvom de sidder lige ved siden af, de synes du er meget svær at komme i kontakt med, og du der har et barn med et neurologisk handicap, du ved det i al fald godt, at ja: fokus er ekstremt stærkt, på det vi nu engang beskæftiger os med, og vi har usædvanligt svært ved at skifte fokus, fordi det er så ekstremt stærkt. Dette hyperfokus betyder naturligt at alt andet lukkes ude, herunder altså også den naturlige rytme og tidsfornemmelse, oplevelsen af tanker om måltider etc., eller den almene fornemmelse af sult. Først når vi er sultne som ulve efter en mager vinter, får behovet for mad pumpet sit budskab gennem det jernhårde fokus, og det får os til at søge hurtig og let tilfredsstillelse af et forstyrrende behov, der blander sig i vores fokus. Endvidere er vi lækkersultne, fordi vi er oversultne og ikke kan vente på den rigtige eller sunde mad, men vil have akut behovstilfredsstillelse.

Manglende hjælp til sund spisning i forbindelse med medicinering er igen symptomatisk. Dette viser sig som ovenfor, og består af akutte oplevelser af voldsom sult, fra en hjerne der ikke har registreret dette naturligt, og derfor overvældes af behovet.

Spisning som en hyperaktivitet opstår når vores hjerne keder sig, når den er lige ved at falde i søvn og når den så løser problemet med en naturlig kausalitet: bevægelse skaber forøget dopamin og forøget dopamin er forøget vågenhedstilstand i hjernen. At spise involverer indtil flere hyperaktiviteter: bevægelse, sansning, tænkning...

spisning som stim er det der sker, når vi som ved selektiv spisning er overbelastede. Det er den autistiske overspiser. Her spiser vi for at sanserne involveret ved spisning kan overdøve andre sanser. Typisk fokuseres her på et eller andet specifikt element ved spisningen og der er oftest også tale om meget selektivt valgte fødevarer: ekstremt voldsom smagsoplevelse, eller meget"glat" madvare, eller meget kold madvare osv. Det er præcist som når vi rokker, ruller, rører, eller udøver anden automatiseret selvberoligende adfærd.

Som I ser er der, når vi taler om de neurologiske handicaps god grund til at undersøge, hvad der ligger bagom den forstyrrede spisevane, fordi tiltag skal rette sig mod behovet, for at have varig og sund effekt. Det er klart at det kan være nødvendigt i en periode at give os præparater med proteinrigt indhold osv., men I bør også fortsat fokusere på at finde årsagen og håndtere den, så I i længden ikke ender med kun at behandle symptomet. I har vel også opdaget at vi jo ikke har løst problemerne her, men blot har beskrevet årsager og sammenhænge. Det at vide nyt, giver også muligheden for at håndtere udfordringer på en ny måde.

Jeg ved også - indefra og udefra - hvor vanskelige vi kan være at hjælpe, og at skabe forandring med, men vi er afhængige af at I ikke giver op, og af at I kontinuerligt forholder os virkeligheden og beder os finde en sund vej i den. Og inddrag nu endelig jeres børn i den viden I opnår, og i det I undersøger, for de skal lære selv at kunne gøre det samme. Vi kan kun sjældent møde spejling i det vi mærker indefra, sådan er det nu engang når man er del af en meget lille minoritet. Jeres børn er afhængige af at I forældre, lærer dem om, hvordan de selv finder frem til og vedligeholder, sunde og egne løsninger, der er egnede til de unikke udfordringer, der er ved de neurologiske handicap.







  • Comments(0)//bloggen.jhoconsult.dk/#post9
Next »